Dansk Kvindesamfund: Venstrefløjen ser sig selv som fri og opmærksom, men samtidig er den blind over for sin sexistiske opførsel

Det er altid svært at være den, der ødelægger festen ved at råbe sexisme. Men det kan være særlig svært at gøre i venstrefløjssammenhænge, fordi det står så meget i modsætning til venstrefløjens selvbillede. Det mener Helena G. Hansen, som er styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund.

»Venstrefløjen synes selv, at den er meget åben, fri og opmærksom, og det giver blinde vinkler«, siger hun. Fordi venstrefløjen tror, at den går fri for sexisme, kan det være enormt svært at tale om grænseoverskridende oplevelser i store typiske venstrefløjssammenhænge som Roskilde Festival, mener hun.

»Når vi tager på festivaler, kan der være en tendens til, at vi tænker, at det er frit og ’fri kærlighed’, og vi lægger alle normer og regler bag os, så kan vi gøre lige, som det passer os«. Det kan lyde enormt positivt, men selv om en festival føles fri, er det vigtigt at spørge, hvem den er fri for, understreger Helena G. Hansen.

»Det handler om privilegier. Og det, der er ved privilegier, er, at man ofte ikke ved, at man har dem. Roskilde Festival kan i en kombination af alkohol, festkultur og alder blive et utrygt sted at være kvinde. Så kan det godt være, at det for nogle gæster føles som ’fri kærlighed’, men du må altså stadig ikke røre ved mig uden mit samtykke. Der kan en festival føles fri i meget forskellig grad, alt efter om man er Frederik fra Hellerup eller Aisha fra Fredericia«.

Men nogle vil jo sige, at den grænseløse stemning hører med til at tage på festival. Hvis man ikke kan lide det, så kan man jo bare blive hjemme?

»Så bliver det en ’den stærkeste overlever’-tankegang. Hvis vi ikke alle kan være i fællesskabet, er det så overhovedet et fællesskab? Grænseløst skal ikke være ensbetydende med grænseoverskridende. Hvornår når vi til det punkt, hvor det er lige så uacceptabelt at gramse på folk som at ryge på et sygehus? Det kan man jo slet ikke forestille sig ske i dag. Men vi er stadig på det stadie, hvor det er ’jamen, det er festival, og herregud, så bliver der gramset lidt, og du havde jo også en kort kjole på’«, siger Helena G. Hansen.

Når øllet flyder, og solen skinner over festivalen, bliver man bange for at ødelægge ’den gode frie stemning’, mener hun.

»Der er jo ingen, der har lyst til at være sådan en feminist killjoy. Så det kan være enormt svært at sige fra i sådanne frie kontekster. Så bliver man i hvert fald ikke inviteret med til festen næste gang. I stedet kommer alle prædikaterne væltende. Jamen du er jo også bare snerpet, sur eller festdræber«, siger Helena G. Hansen. Hun understreger, at vi altid reagerer ud fra den kontekst, vi er i. Frygten for at ryge ud af fællesskabet er afgørende.

»Man vil jo ikke have, at folk stempler en som sur og som en, der ikke vil være en del af det her ’frie kærligheds-fællesskab’. Det vil vi alle sammen gerne være. Men man burde ikke skulle gå på kompromis med sine egne grænser for at være en del af fællesskabet«.

Men er det nemt at påpege sexisme på højrefløjen?

»Det er de færreste, der synes, at man skal være sexistisk, racistisk eller homofobisk. I sidste ende er det nok et spørgsmål om, hvorvidt man ideologisk køber ideen om strukturer. Der er det mit indtryk, at højrefløjen i højere grad synes, at man selv har et ansvar«, siger Helena G. Hansen.

Selv om sexisme anerkendes strukturelt på venstrefløjen, glemmer man, at alle er en del af de strukturer, også venstrefløjen selv, understreger hun.

»Folk på venstrefløjen synes, at de er frie og lige, og at man selvfølgelig ikke skal diskriminere. Men fordomme udspringer af strukturer. Så et er, hvad vi mener, og hvad vores værdisæt er, noget andet er, hvordan vi faktisk agerer«, siger Helena G. Hansen.

Netop fordi venstrefløjen har en selvopfattelse som ligestillingsforkæmper, bliver den også typisk enormt stødt, når nogen peger på, at den heller ikke er i mål inden for egne rækker, vurderer hun.

»Så bliver det den samme reaktion, som når vi i Dansk Kvindesamfund siger, at de fleste, der begår voldtægt, er mænd, og automatreaktionen er: Ikke alle mænd! Og nej, det er klart, at det ikke er alle mænd, der begår voldtægt, de fleste mænd kan jo godt opføre sig ordentligt. Men vi bliver nødt til at tale om, at der er en overvægt af mænd. Det er lidt det samme, der sker med sexisme på venstrefløjen: Nej, det er ikke alle mænd på venstrefløjen, som er sexistiske. Men vi må kunne tale om, at nogen er det«.

Dansk Kvindesamfund har oplevet sager, hvor venstrefløjskvinder er stået frem og har fortalt om oplevelser med sexisme internt på venstrefløjen, og hvor reaktionerne har været enormt voldsomme internt på venstrefløjen.

»Det bliver forsøgt dysset ned og hånet, fordi man ikke kan forstå, at det skulle kunne være et problem ’hos os’. Det er jo ovre på højrefløjen, de er sexister. Det bliver alt for ubehageligt at skulle se i øjnene, fordi det ikke er den opfattelse, man har af sig selv«.

Politiken sætter under årets Roskilde Festival fokus på det grænseløse festivalland under #roskildeudensamtykke. Følg med på Instagram og del dine historier. Dansk Kvindesamfund

arrangerer en samtykkesalon på