Niels Jespersen i debatserie om mænd og køn: Hvad er der egentlig galt med feministerne?

Fordi kønnet er den stærkeste identitetsmarkør for de fleste af os, bliver vi aldrig færdige med at diskutere mænd og kvinder og ligestilling. Heldigvis. Som alle efterhånden ved, har hvide akademikermænd, som undertegnede, uendeligt mange privilegier. Dem vil jeg her benytte til at kritisere dansk feminisme.

Det er muligvis ikke velkomment, men det er faktisk kærligt ment, for jeg anser mig selv for at være feminist og med på holdet. Godt nok en håbløst gammeldags en af slagsen, der aldrig kom videre end et sted mellem første og anden bølge. Altså ligeløn, lige repræsentation, far frem i bussen på børnefronten, mor ud på arbejdsmarkedet og fri sex til alle.

Jeg identificerer mig med andre ord mest med den historiske ligestillingsbevægelse og kan derfor se nogle punkter, hvor jeg oplever den nye feministiske debat og feministgeneration fejler. Here it goes:

1. Akademia som herskerteknik

Feminismen er blevet alt for akademisk, og de mange knudrede begreber gør det svært for lægmand (og her er der ikke særligt tryk på mand) at forstå, hvad der bliver sagt. De fleste feministiske debatter har et lixtal højere end en doktorafhandling. Det er vigtigt med forskning, så vi kan få kvalificeret viden og højne debatten, men som gode forskere ved, så er formidling lige så vigtig. Hvor er feminismens hverdagssprog blevet af?

Feminister har tradition for at påpege brugen af herskerteknikker, men er ofte blinde for, hvordan det også er en herskerteknik at skabe et særligt sprog, som kun de indviede behersker. Hvis du ikke ved, hvad en mansplainende TERF, der blackfacer og er skyldig i kulturel appropriation er, så har du bare at være god til Google. For du får ikke nogen forklaringer serveret af dine meddebattører (hvis du da overhovedet tør spørge). Det er nemlig ikke deres opgave at oplyse dig. Nå.

2. Politisk rød slagside

De fleste feminister er venstreorienterede og har svært ved at acceptere andet. Men ved at undlade at inddrage de borgerlige i projektet, gør de sig selv svage. Det ses f.eks. ved regeringens kommende lukning af KVINFO, der skal forestille at være et neutralt forskningsbibliotek, men af alle opfattes som venstrefløjsprojekt.

Om man er til numse-twerk og 4. bølge-feminister eller ej, så er man nødt til at anerkende, at der findes borgerlige feminister. Det kan godt være, at de kalder sig noget andet, men så er det, fordi de ikke kan se sig selv i den eksisterende bevægelse. Det er der sikkert nogle blodrøde damer, der vil se som en sejr, for ’ingen kvindekamp uden klassekamp’. Men politik handler om at bygge alliancer, og sagen er bare, at man ikke kan ignorere eller buhe af de blå kvinder. For når de har regeringsmagten, kommer de og stryger de offentlige tilskud.

3. Uforsonlig sekteriskhed

Feminister kan være nådesløse over for hinanden. Der skal ikke trædes meget ved siden af, før man frakendes enhver hæder og ære. Eksempler på feminist-kættersker er den dansk-afghanske forfatter og debattør Geeti Amiri, og Politikens debatredaktør Ditte Giese.

Begge kvinder har stukket snuden frem og blandet sig i debatter, som de færreste magter, og de har gjort reelle forskelle på hvert deres felt. Amiri har med høj røst gjort opmærksom på det negative kvindesyn og den kønsbestemte sociale kontrol, der eksisterer i nogle muslimske miljøer. Bum - dømt som islamofob og ’husmuslim’ for højrefløjen. Ditte Gieses brøde bestod i, at hun til en ligestillings-legatuddeling (af sine egne penge) kom til at sige, at der fandtes to køn. Og så havde hun tilmed været klædt ud som kineser som barn.

Dommen har været nådesløs, og Giese er nu synonym med ’white feminism’ (som er meget skidt, forstås), racisme og transfobi, hvilket fik de ultra sekteriske FedFront-aktivister til at trække sig fra prisuddelingen. Man kan selvsagt være uenig med både Amiri og Giese, men udskamningen og karaktermordet er jo helt ude af proportioner og medvirkende til, at det kun er de allermest fanatiske og sammenbidte, der kan holde feminismedebatten ud.

4. Manglende identifikation

Feminister findes i alle former og farver. Men der er en tendens til, at dem, der tegner bevægelsen, er androgyne universitetstyper med playmobil-hår og sære interesser. Hvor er ’hverdagens helte’, som forholder sig til helt almindelige dagligdagsproblemer?

Jeg er med på, at medierne bærer et vist medansvar her ved at give ordet til de mest spøjse typer, men ved at gå i de mindste sko og lege sprogpoliti, når nogen kommer til at sige eskimo i stedet for 'racegjort person' eller ’kvinde’ i stedet for ’ciskvinde’, kommer feministerne aldrig ud af ekkokammeret.

Den mest kontroversielle feminist lige nu er vel Instagram-baben Nikita Klæstrup, der konstant svines til på feministiske debatfora. Men ved at tage dagligdagsemner som slutshaming og luder-stigma op - og indrømmet: være pæn, mens hun gør det – kommer hun bredere ud med budskabet end nogen anden.

5. Kritik-teflon

»Jamen, er du ikke bare en privilegieblind cis-nar, der græder ’white tears’?«. Jo sikkert, men derfor kan min kritik stadig være valid. Man skal ikke være med i mange online-debatter for at se, hvor mange idioter der skriver åndssvage ting om og til kvinder. Jeg kan godt forstå, at det er nemmere bare at blokere alle, der er uenige, men uden kritisk refleksion og diskussion dør idéudviklingen.

Feminister er notorisk dårlige til at håndtere kritik og acceptere, at man kan være uenig både internt og eksternt. Hej søster, man kan godt mene noget andet end dig uden at hade kvinder og ligestilling. Det er useriøst at afvise al kritik som undertrykkelse eller privilegieblindhed.

Min kritik passer selvfølgeligt ikke på alle feminister, #NotAllFeminists, og der kunne også godt have været flere punkter på denne liste, men mon ikke de fleste kan genkende, hvad jeg mener fra de mange ophedede Facebook-debatter? Der er brug for feministerne i debatten! Så lyt til den her hvide mand og stram op!