Debatindlæg afFlemming Fuglede Jørgensen

Formand for Bæredygtigt Landbrug

Bæredygtigt Landbrug: Roundup er ikke farligere end rødvin og rødt kød

Lyt til artiklen

I en moderne verden omgiver vi os med kemi i mange former. Kemien i hverdagen bliver ofte debatteret, men få steder bliver debatten så unuanceret og højtflyvende, som når talen falder på landbrugets plantebeskyttelse.

Vi må erkende, at al menneskelig aktivitet, al produktion, al landbrugsdrift sætter sine spor – hvad enten der er tale om økologisk eller konventionel fødevareproduktion. Når vi ændrer i vore produktionsformer, er det væsentligt at se på, hvorfor noget måske skal kasseres, ligesom vi må analysere alternativerne. Derefter er valget ofte ikke længere så enkelt.

Et af de mest anvendte sprøjtemidler på de danske marker er Roundup, med aktivstoffet glyphosat. I dette efterår får det forhåbentlig en fornyet godkendelse i EU-systemet. Roundup anvendes til ukrudtsbekæmpelse, specielt mod genstridigt græsukrudt er midlet effektivt.

Signatur: Landbrug er mere end grænseværdisniksnak

Før landbruget fik dette middel, måtte man harve og pløje marken flere gange for at komme specielt græsukrudt, men også andre ukrudtsarter, til livs. Det betød for det første anvendelse af langt mere diesel og traktor-os, der bidrog negativt på forureningsregnskabet.

De mange overkørsler af marken betød samtidig, at jorden blev sammenpresset og et dårligt levested for orme og smådyr under jorden. Det mikrobiologiske liv under jorden er jo langt mere mangfoldigt end det over jorden. Planterne og deres rødder er helt afhængige af dette liv. Stærke planter har brug for mindre ukrudtsbekæmpelse.

Roundup var et godt alternativ. Det er imidlertid lagt for had i visse kredse. Det er skadeligt, siger nogle. Det kan være kræftfremkaldende, siger andre. Det er rigtigt.

Næsten alt kan være giftigt og kræftfremkaldende, når det anvendes forkert eller i for store doser. Vi skal jo ikke drikke Roundup. Vi drømmer heller ikke om at forbyde rødvin og rødt kød, der ligger i samme kategori af kræftfare som Roundup. Det er jo ting, vi direkte putter i munden. Vi forbyder heller ikke salt, selv om det i tilstrækkelig store mængder kan anvendes til at begå selvmord med.

»Selvfølgelig er alle kemikalier farlige, hvis du indtager det i tilstrækkeligt store mængder. På samme måde som du dør af kaffe, hvis du drikker for meget. Men du skal altså drikke direkte af flasken med Roundup, før du risikerer at tage skade«, siger Nina Cedergreen, professor i miljøkemi ved Københavns Universitet.

En voksen mand skal drikke over 1 liter ren, ufortyndet Roundup Flex for at være i livsfare. Hvis Roundup drikkes, er det anvendt forkert. Vi drikker jo heller ikke opvaskemiddel eller benzin, fordi det findes i flydende form.

Vær ikke blind for Roundups hormonforstyrrende virkning

En mand på størrelse med mig skal drikke 4.480.000.000.000 liter glyphosatforurenet drikkevand, der ligger på grænseværdien, for at være i alvorlig livsfare. Det er det samme som 4 kubikkilometer vand. Godt og vel.

Det er ret meget. Det kan jeg ikke drikke sådan lige med det samme. Og vores drikkevand ligger ikke på grænseværdien, men langt, langt under. Så der skal meget mere til.

Vi skal ikke lukke øjnene for nogen fare, men vi skal have proportionerne i orden. Og hvis vi vil være bange for noget, er det altså ikke anvendelsen af Roundup, der bør ligge ligefor.

Men det er klart, at også Roundup skal benyttes med omtanke. Det gør vi danske landmænd.

Bekymringsindustrien ser i denne situation splinten i sin broders øje uden at fokusere på, hvad alternativet er, hvis Roundup forbydes. Med det in mente håber vi i landbruget fortsat på en fornyet godkendelse.

Flemming Fuglede Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her