Det franske postvæsen er begyndt at foretage sociale postbesøg hos ensomme gamle, og det har inspireret mig til et forslag, som både vil kunne give et tiltrængt økonomisk tilskud til PostNord og en måske mindst lige så tiltrængt kontakt til ensomme ældre mennesker her i landet.
I Frankrig er der åbenbart den antagelse, at man som postbud automatisk har den nødvendige empati og det engagement, der skal til for at udføre en sådan opgave.
Men det er næppe disse egenskaber, der har fået de fleste til at vælge postarbejdet, selv om man naturligvis som postbud sagtens kan være empatisk og socialt engageret.
Regeringen afblæser ændring af postlovenMit forslag tager i stedet afsæt i en af postvæsenets kernekompetencer, nemlig at levere breve for en given pris – og desuden, hvad jeg tror, nogle mennesker vil ønske at gøre ud fra et godt hjerte:
Konceptet kalder jeg ’Brevvenner til ensomme ældre medborgere’. Man binder sig til at skrive et godt gammeldags brev eller postkort en gang om ugen, eller måske en gang om måneden. Modtagerens navn og adresse får man gennem PostNord eller eventuelt Ældre Sagen, der med tilsagn fra den ensomme ældre har fået disse oplysninger fra et familiemedlem, en nabo eller måske hjemmeplejen, hvis vedkommende selv synes, det er for vanskeligt at give dem videre.
Brevskriveren eller brevskriverne skriver under på ikke at dele disse oplysninger og en kort beskrivelse af brevmodtageren med andre.
Brevskriverne fortæller om alt, hvad de har lyst til. Måske om deres oplevelser. Kort eller langt – men altid med en personlig hilsen. Er det en børnefamilie, kan det blive et projekt, hvor børnene øver sig i at skrive eller laver en tegning. Venskab kan måske opstå – eller blot lyst til at komme forbi en dag.
Brevskriveren betaler et engangsbeløb for administration og formidling af de ovenfor nævnte oplysninger.
Modtageren af brevene kan eventuelt få tilskud til svarbreve i form af frimærker fra brevskriverne.
fortsæt med at læse
PostNord bliver reddet i 11. time, men svenskerkrigen giver blodige sår
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
