Debatindlæg afHenrik Nedergaard

Administrerende direktør i Diabetesforeningen

Diabetesforeningen: Danmark skal ikke være europamester i slikspisning

Lyt til artiklen

Det vil gå ud over folkesundheden, hvis afgifterne på slik og sodavand sænkes. Med udsigten til 430.000 danskere med type 2-diabetes om kun 12 år er tiden ikke til eksperimenter, men derimod til en konsekvent politik, der entydigt sætter hensynet til folkesundheden over en misforstået omsorg for grænsehandlen.

Hvis ikke politikerne prioriterer folkesundheden højere, svigter de især vores børn og unge. Et helt forkert signal og en afgiftspolitik, der minder om at tisse i bukserne for at holde varmen, frem for en langsigtet kurs mod bedre folkesundhed og en sejr i kampen mod diabetes.

Vi bliver snart verdensmestre i slik

Her er fire grunde til, at afgiftslettelse på slik og sodavand efter Diabetesforeningens opfattelse vil være en stor fejltagelse:

For det første har vi allerede et nærmest abnormt slikforbrug i Danmark. Faktisk er vi på vej mod titlen som europamestre i slik. Den lidet attraktive titel ser vi ud til at blive indehaver af allerede næste år med et gennemsnitligt slikindtag på 8,5 kilo årligt ifølge brancheforeningen Sugar Confectionary Europe.

For det andet indtager mere end halvdelen af de danske børn allerede i dag mere sukker end anbefalet – og op imod hvert femte barn er overvægtigt.

For det tredje virker afgifter. WHO konkluderer i en rapport fra 2016, at der er rimelig og stigende evidens for, at afgift på sukkersødede drikkevarer kan medføre et proportionelt fald i forbruget – især hvis detailprisen hæves med mindst 20 pct.

For det fjerde er det, så vidt vides, ikke underbygget, at grænsehandlen faktisk led nævneværdigt, da danske politikere i perioden 2012-14 havde vedtaget en sodavandsafgift.

Opsang til forældre om Halloween: Fri mig for jeres små monstre med MobilePay

Til gengæld steg salget af sodavand i Danmark med mere end 5 pct., da afgiften blev droppet i 2014. Måske det skyldes, at børn og unge, som ikke handler i grænsebutikker, fik mulighed for at købe flere billigere sodavand i kiosker og supermarkeder? Siden er sodavandssalget steget yderligere, tyder tal fra Bryggeriforeningen på.

Det er en udvikling, som politikerne bør tage ansvar for at modvirke. Hvis nogen skulle have glemt det, så har vi en pligt til at hjælpe børn og unge til at etablere sunde vaner og ikke støtte dem i at udvikle overvægt på grund af let adgang til billigt slik og sodavand.

Vi kan se på folkeskoleområdet, at politikerne modigt har tænkt fysisk aktivitet ind i børnenes dagligdag. I Diabetesforeningen ønsker vi samme politiske mod overført til afgiftspolitikken.

Det er en ansvarlig vej at gå, hvis vi skal forebygge den eksplosive stigning i antallet af danskere med type 2-diabetes og ikke mindst sætte hensynet til vores børns folkesundhed højere end en tvivlsom og kortsigtet økonomisk gevinst.

Og hvis folkesundheden ikke er argument nok, vil en langsigtet fornuftig afgiftspolitik, der forebygger diabetes og forebygger overvægt, også gavne samfundsøkonomien. Den lider allerede i dag under omkostninger forårsaget af diabetes, der beløber sig til omkring 32 mia. kr. årligt.

Henrik Nedergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her