Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
iBYEN
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Salonaften på Nørrebro: »Uhm, det smager af gamle dage«

På tirsdag kan du mæske dig i både stegt flæsk og skemalagt underholdning, når restauranten Provins byder indenfor til sin anden salon. Ibyen var med, da stedets nye månedlige koncept havde premiere i september.

iBYEN
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Nu synger vi det bedste, som vi har med fra vores barndom i den kære provins«.

Heidi Colding-Hansen sætter sig på en taburet ved siden af klaveret med hænderne på knæene, spredte ben og fødderne solidt plantet i gulvet. Hendes lange hvide skjorte følger kroppen, mens hun gestikulerer og fremfører et medley af danske sangtitler som ’Lille sommerfugl’, ’Kære lille mormor’ og ’Visen om de 3 musikanter’. Hun afslutter med en strofe fra Jimi & Renés ’Stegt flæsk med persillesovs’.

»Jeg vil altid elske stegt flæsk med persillesovs, kartofler og rødbede, det er sgu da noget føde, man kan forstå, man kan æde. Stegt flæsk med persillesovs, kartofler og rødbede, det er føde for mandfolk, det’ da godt nok noget ved«, skråler hun fladt.

Vi befinder os i Heidi Colding-Hansens lille Nørrebro-restaurant Provins. Siden 2016 har skuespilleren og restauratøren bespist sultne københavnere og turister med sine nostalgiske genfortolkninger af danske retter.

Denne aften i slutningen af september har Provins premiere på sin nye månedlige tirsdagssalon under titlen ’Poesi, flæsk og fællesskab’. Salonerne inkluderer en menu af enten stegt flæsk med persillesovs eller vegetariske boller i karry, citronfromage og forskellige former for underholdning til at skylle maden ned med. På tirsdag åbner restauranten for sin anden salon, ’Poesi, flæsk og jazz’.

Der snor sig en tyk sødlig juledunst af stegt gris i lokalet. De små mørke træborde er dækket med blomstret porcelæn, hvide roser, fyrfadslys og store snapseglas. Gule pærer bader dem i et gyldent skær. Væggene er lysegule og prydet med mørkerøde paneler, tallerkenrækker og guldindrammede malerier af skibe på brusende hav. Ved indgangen står mahogniklaveret. Ovenpå blafrer brændende stearinlys i guldstager. Sangbøger og en harmonika flyder. På en hylde ved den bordeauxfarvede bar i hjørnet troner et modelskib med gulnet sejl side om side med et dannebrogsflag.

Vinduet ud til Rantzausgade er pyntet med en lyskæde. Udenfor er det ikke længe siden, kuglerne sidst føg gennem luften, men herinde er vi hensat til en anden tid. Som om vi har søgt ly i et gammelt sort-hvid foto af noget, der var engang.

Heidi Colding-Hansen viser vej hen til hjørnet af et langbord, hvor skuespilleren Lars Knutzon, hans kone, Kirsten Michaelsen, og de gamle gymnasieveninder Nicoline Hemager og Samina Kjærbo sidder tæt bænket.

Ud over værtinden hygger en ung, skjorteklædt tjener om os og skænker rødvin, fadøl og valnøddesnaps i glassene.

»Skal man have flæsk, hører der snaps til«, konkluderer Lars Knutzon.

Foran os sætter Heidi Colding-Hansen husets specialitet, som i vore dage vel nok er en lige så kriminel spise, som havde hun serveret et fyldt askebæger. På tallerkenen skvulper den søde og salte persillesovs tyk og fed. Midt i søbet hviler fem stykker flæsk elegant på en bund af kridhvide kartofler med en knivspids persillekrymmel som stort set eneste grønne element.

Lars Knutzon og hans kone dykker ned i nationalretten.

»Jeg kan høre, det er sprødt«, smiler Samina Kjærbo til Knutzons kone, da hendes tænder knækker en luns af flæsket.

Kort efter gaber Samina Kjærbo over sin egen portion.

»Uhm, det smager af gamle dage«, siger hun.

»Ja, det kan man godt sige«, klukker Lars Knutzon.

Heidi Colding-Hansen slynger en arm om skuespillerens hals. »Sørg for at spise rødbeder til«, påpeger hun varmt.

Længsel efter fællesskab

De hjemmesyltede rødbeder prikker til julestemningen med deres krydrede smag af nelliker, og generelt minder hele arrangementet om en stor julekomsammen med fjerne ældre slægtninge.

Evergreens som »skal vi smage på druen?« og »sovs skal hænge på kartoflerne« slippes hyppigt løs i lokalet. Rundt omkring ligner vi bøvede bævere, mens vi prøver at knase flæsket, der former store bulede basunkinder hos os alle.

Tallerkenerne støvsuges hurtigt.

»Åh, det mætter«, sukker 46-årige Rikke Skovfoged, da hun vender tilbage fra toilettet og dumper ned ved bordet til sin 37-årige veninde Josefine Elle. »Det er fedt at få stegt flæsk og citronfromage, for nogle gange er det bare lækkert at få noget, som man kender, og som man ved, man kan lide«, siger hun.

»Jeg elsker saloner, fordi man tit bliver overrasket, og man behøver ikke sidde så andægtigt som i operaen eller teatret. Vi beskuer ikke bare, for hvis vi ikke er med som publikum, bliver det ikke fedt, fordi vi sidder så tæt på. Jeg tror, der kan være en længsel efter fællesskabet, og her får man følelsen af at komme ned på den lokale, selv om vi ikke kender hinanden«.

Josefine Elle supplerer: »Man kan ikke se forkert ud eller sige noget forkert her. Normalt kan der godt være en stor afstand mellem folket og kunsten, men sådan noget her mindsker afstanden, fordi vi på en måde skaber noget sammen«.

Havde det ikke været for alle mobiltelefonerne og samtalerne om Facebook, Messenger og lydbøger fra Mofibo, kunne de nyligt affyrede kugler i kvarteret udenfor snildt have tilhørt tyskerne og ikke nutidens gadebander.

Sammenligningen mellem Provins og Jernbanerestauranten i Korsbæk er så oplagt, at den næsten er kedelig, og vi er ikke langt inde i aftenen, før tankerne også tager en afstikker til Astrid Lindgrens Småland, da Heidi Colding-Hansens to lyshårede poder kommer ud fra baglokalet og trisser rundt mellem bordene i deres stribede trøjer.

Ved klaveret lægger forfatterne Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad an til urpremieren på digtet ’Madalfabetet’, som er en genskrivning af Inger Christensens ’Alfabet’.

»Abrikostærterne findes, abrikostærterne findes. Brislerne findes og brombær, brombær (...)«, messer de højstemt og leder tankerne videre fra Lindgren til Café Sommersko i 1980’ernes København.

Et øjeblik føles det næsten, som om Michael Strunge kunne vente lyslevende i kulissen som aftenens næste act. Folk krøller panderne, mens de lytter intenst. Et ældre ægtepar stanger tænder.

Så overtager den danskpalæstinensiske percussionist Simona Abdallah og skuespillerne Charlotte Munck og Mette K. Madsen scenen. Bevæbnet med tromme, harmonikaer og rasleæg opfordrer de til fællessang med deres næsten slaviske udgave af Christensens vise ’Så dyrker de korn’.

En duft af brændte bønner breder sig og afslører, at det er blevet tid til kaffen, som serveres i et blomstret stel med guldkant. Porcelænet klirrer, og snakken skrues op på ny. Citronfromage med flødeskum, revet mørk chokolade, jordbærtern og en basilikumkvist på toppen lander på bordene. Der er tilsyneladende ingen bund i aftenens gæster, som slikker glassene rene for den cremede lysegule masse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Verdensklasses underholdning

Charlotte Munck og Mette K. Madsen indfinder sig igen ved klaveret. Lyset dæmpes, så der næsten kun er skæret fra de levende lys tilbage.

Mette K. Madsens fingre tripper hen over tangenterne. Munck hæver blikket fra sit klokkespil og stirrer drømmende ud i lokalet.

»Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring til alle sider. Det bevæger sig, når vi går. Det forandrer sig i alle tider«, fremfører de to skuespillere tostemmigt deres egen poetiske fortolkning af Skousen & Ingemann-klassikeren fra 1971.

Kun en meter fra dem sidder de fire veninder Lisbeth Vestergaard, Lisa Holm, Lisbeth Cardoso og Maibritt Iversen.

»Citronfromagen smager helt fantastisk, så det er bare et lækkert koncept at spise dejlig mad, samtidig med at man underholdes«, siger Maibritt Iversen og tilføjer: »Vi er jo ikke helt unge, så vi har hørt de gamle sange, som Heidi sang i starten, i Giro 413 og til forsamlingshusfesterne i Jylland«.

»Ja og ’Herfra hvor vi står’ sendte mig tilbage til de gamle kollektiver igen«, overtager Lisbeth Vestergaard. »Det samler hele aftenen, og stemningen er anderledes, når der foregår noget, som man kan være fælles om. Det er meget intimt og fint, fordi det er så afslappet og så god kvalitet. Der er ikke noget, der foregiver at være noget, det ikke er. Vi er bare, og der findes ikke mange steder, hvor man bare er«.

Aftenens sidste optrædende indtager rummet iklædt sorte læderbukser, sort gennemsigtig chiffontop og med lange viltre krøller.

»Godaften alle sammen, har vi det ikke vidunderligt?«, spørger Simona Abdallah.

»Jo«, svarer vi.

»Jeg er opvokset i Gellerupparken, som var en opvækst med kontrol og frihedsberøvelse, og lige præcis instrumentet på stolen er forbudt for kvinder at spille på«.

Hun nikker hen mod sin tromme. »Derfor er jeg verdens eneste kvindelige arabiske percussionist. Den forbudte tromme er den, som også har sat mig fri, for i dag lever jeg af at spille musik og har hele verden som arbejdsplads, og selv om jeg møder enormt mange forskelligheder, oplever jeg, at vi stadig er forbundne og særligt gennem musik«.

Hun sætter sig på stolen med trommen mellem benene og giver sig til at tæske løs på den i samspil med sit egyptiske backingtrack.

Trommen og publikum når næsten orgastiske højder sammen, og der udveksles små generte smil mellem bordene, mens andre svinger armene i vejret og klapper og hujer.

Nogle af dem, som ikke kan holde begejstringen tilbage, er vennerne Martin Darling på 41 og Marlene Lyhne Sørensen på 42.

»Jeg bor her, så jeg føler næsten, det er en forlængelse af min egen stue, for her er virkelig en hyggelig og intim atmosfære. Indretningen inviterer til at slappe af, fordi den ikke er posh på nogen måde«, siger Marlene Lyhne Sørensen, da energien har lagt sig igen. »Vi har snakket meget om kartoflerne, for jeg koger aldrig kartofler derhjemme, men det smager jo af de bedste aftener fra min barndom med familien. Og så var især den sidste optræden her supersej, for hun fik hele stedet med og gjorde lige præcis det, som hun sagde, musikken kan, nemlig at binde folk sammen«.

Martin Darling nikker:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det var virkelig verdensklasse, og det er sjovt at gå herned og høre en, som normalt spiller på langt større scener i hele verden. Det er også rart, at der er nogen, som har tænkt over de forskellige etaper og besluttet, hvordan ens aften skal forløbe. Jeg kan godt lide, at man har opmærksomheden rettet mod noget fælles, for så får man noget sammen med dem ved de andre borde, selv om man ikke taler med dem«.

Bag ham slænger jazzmusikeren Thomas Halfdan sig i baren. Martin Darling drejer hovedet og henvender sig frygtløs til den høje, mørke fremmede:

»Du skal spille hernede til oktober, ikke?«, spørger han.

»I aften bliver svær at toppe, men vi glæder os«.

Læs mere:

IBYEN

Jens Hartmann Schmidt

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns Hollywood

Casper Dalhoff

Stjernekok åbner nyt sted på Christianshavn:  Her er 5 ting, du skal spise og drikke i september

Martin Lehmann

Det bedste stambord, den klammeste kælder og den smukkeste park:   25 københavnere udpeger deres yndlingssted i byen

Tobias Nicolai/Tobias Nicolai

Ibyens store burgerguide:  Hvor spiser man Københavns bedste burger? Vi viser vej til 12 saftige bud

Ivan Boll

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Mads Elsøe (Arkiv)

Ibyens gadeguide:  Gammelt slumkvarter bobler af gode spisesteder

Martin Lehmann

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns rå mutant-bydel på ydersiden af Nørrebro

Emma Sejersen

Velkommen til hovedstaden:   Den ultimative byguide til nye studerende i København

Erik Petersen

Hjælp, min ven skal giftes:  Den perfekte polterabend? Her er 12 anderledes ideer

Louise Herrche Serup

Mor er støjfølsom, far er nærig, og naturvin smager surt:   Her er 10 af de bedste forældrevenlige spisesteder i København

OLESEN PETER HOVE

Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Veras

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København

Jacob Ehrbahn (arkivfoto)

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

Hurra!  Hvor holder man en fremragende fødselsdag i København? Ibyen giver dig 12 stærke bud

Nanna Navntoft

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Jens Dresling

Ibyen guider:  Der er keramik overalt. Besøg disse 5 små værksteder, hvis du vil se noget af det mest interessante

Maud Lervik

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Mads Nissen

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

Louise Serup

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

Jens Dresling

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer

Nyheder