Råd 1: Hav penge. Masser af penge
Det giver næsten sig selv. Asocial skatteplanlægning kræver, at du allerede har en stor formue. Så kan du til gengæld også snyde stat og skatteborgerne for enorme summer. Penge avler penge. Det er kun i Anders And, at man bliver rig af at lukke sine penge inde i en pengetank. Du skal ud på de kridhvide sandstrande, hvor dine penge kan slænge sig uden skattefars klamme hånd. Asocial skatteplanlægning er ikke for fattigrøve.
Råd 2: Just do it!
Nager den dårlige samvittighed alligevel, så fortvivl ikke. Det kan godt være, at du selv har nydt godt af gratis hospitaler, at du gik i skattebetalt folkeskole og strøg direkte videre på et universitet, som dine forældres generation finansierede. Men hvad betyder det? Du er jo i godt selskab. Apple, Facebook og Nike viser vejen. Hvis ikke de snød lidt på vægten, hvordan skulle de så få råd til alt det CSR, de taler om i skåltalerne? Nike siger det bedst: Just do it!
Råd 3: Rigtige venner kan købes for penge
Det gælder i alle livets forhold og særligt for asociale skattetænkere. Hyr de bedste rådgivere, advokater og revisorer. De er dyre, men kommer til at spare dig for en masse bøvl i det lange løb. Og de har diskretion som en æressag.
Gå dog uden om navne som Mossack Fonseca og Appleby. I hvert fald de næste par år. Den, der lever stille, lever trods alt bedst.
Råd 4: The sky is NOT the limit
Der er gode nyheder for asociale skattespekulanter med flyskræk. Du behøver ikke rejse til en bounty-ø for at fikse skatten. Der findes søde og rare europæiske lande, der med den ene hånd sælger sig selv som Milka-koens og træskopigernes hjemlande, og med den anden får din skatteprocent til at gå mod nul som aktiekurserne efter 9/11. Og ja! Jeg kigger på jer, Schweiz, Holland og Luxembourg.
Råd 5: Kun en tåbe frygter det politiske system
Det kan godt være, at politikerne puster sig op, men frygt ej. Der er masser af blå politikere i verden, der ikke synes, at vi skal blande os i den asociale skatteplanlægning, selvom vi faktisk kan gøre rigtig meget, hvis vi tør lægge arm med de store virksomheder. Og bare rolig: Hver gang de lukker et hul i lovgivningen, så finder du et nyt.
Råd 6: Shoot the messenger
Gå efter whistleblowerne: Bliver du afsløret, så brug dine dyre advokater til at gå efter whistleblowernes strube. Hvad f... bilder de sig ind? Vi var jo blevet enige om, at skattely handler om at snyde fællesskabet helt lovligt.
Efter afsløringen af Lux-Leaks havnede to af kilderne på anklagebænken. Kun fair! Sladrehanke rimer ikke på international finansverden. Gentag efter mig: Den kloge narrer den mindre kloge. Den kloge narrer den mindre kloge. Den kloge narrer den mindre kloge.
Råd nr. 7: Glem råd 1-6
Betal din skat fair and square. Som tak for at du selv har fået af velfærdssamfundets pose og sæk. At din gamle far får ældrepleje, at dine børn går i gode danske skoler. At du har dygtige medarbejdere - et fleksibelt arbejdsmarked - der netop er blevet til som en del af vores samfundskontrakt, der bygger på, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde, og at vi som samfund også samler dig op, hvis du falder og har brug for hjælp.
Jeg lover jer, at vi er mange politikere, der kommer til at bruge alle vores politiske kræfter på at komme efter jer. Det kan godt være, at I har fat i den lange ende nu og her, men retfærdigheden vil sejre til sidst.
Vi arbejder på en sort-liste over skattesnyderne i EU. Vi arbejder på benhårde straffe og store bøder. Det er sjældent, jeg citerer Biblen, men: Retfærdigheden vil ske fyldest.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar