»Tørrer du så røv hver dag?«
Jeg sidder for enden af bordet med munden fuld af ærtesuppe, til middag hos mine nye svigerforældre. Jeg kan egentlig ikke lide ærter, men lydigt skovler jeg dem ind.
»Nå?«, siger svigerfar, mens han lyser op i et kæmpe smil, efterfulgt af stille latter fra selskabet – inklusive min kæreste. »Gør du? Tørrer du røv?«
Sundhedsvæsnets usynlige hær: Vi knokler for andre, gør rent, renser sår, doserer medicin og drager omsorg for de svageste. Hvor er anerkendelsen?Jeg er sosu-assistent. Og sådan møder jeg verden på daglig basis. Min uddannelse tog tre år. Undervejs havde jeg i alt fem praktikker, og lige inden jeg dimitterede, fik jeg job på mit sidste praktiksted, et plejehjem på Nørrebro. Mit job er komplekst. Jeg kan mange ting og skal kunne være mange nuancer af samme jeg.
Nogle dage er jeg omsorgsfuld, trøstende og uddeler kram til alle på min vej. Andre dage bliver 50 procent af tiden brugt på at stikke, prikke, måle, veje og dokumentere.
Jeg skal kunne være kontant og disciplinerende, og i kraft af min jobbeskrivelse og mine kompetencer skal jeg kunne være autoritær. Og så er der dagene, der bliver brugt på fællesbagning med de demente beboere, og efterfølgende afskrab af dej og kropslige væsker fra diverse vægge i afdelingen.
Jeg er sosu-assistent, og jeg er stolt af detOg hvordan rummer og mestrer jeg disse roller? Jeg er underlagt nogle kommunale krav og retningslinjer, som er ude af mine hænder. Jeg har travlt, fordi jeg elsker mit job og ønsker den bedst mulige pleje for mine beboere, i hvad der med al sandsynlighed kommer til at blive deres sidste hjem.
På trods af alt dette tror mine medmennesker stadig, at jeg er dummere end vådt bølgepap. Når jeg starter en sætning med »I dag på arbejdet«, kan jeg se, at de kæmper for at holde deres brækrefleks under kontrol i den tro, at historien der følger, ikke kan omhandle andet end afføring.
Dette skyldes samfundets forestilling om, at jeg har taget denne uddannelse, fordi den er nem. Den kan jo nærmest trækkes i en automat. I vores daglige virke bliver vores autoritet markant indskrænket af befolkningens syn på os. For vi kan jo alligevel ingenting: professionelle røvvaskere.
Vi er dovne og bruger næsten hele vores arbejdsdag på kaffedrikning og kagespisning. På hyggesnak i medicinrummene og på genudsendelser af ’Den store Bagedyst’. Vi bliver konstant mindet om, at vi er uduelige, inkompetente og uintelligente. Over tid er jeg ikke i tvivl om, at dette bliver en sandhed.
Debat: Vi kan ikke mere! Drop de skjulte besparelser på sygehuseneNu er vi alle ofre for det forskruede uddannelsestyranni, der støt erobrer det danske land. Hvor man ikke bliver taget seriøst, medmindre ens navn per automatik bliver fulgt af et ba, cand. eller MD. Hvor man skal skamme sig over at præsentere sig som sosu-assistent, og hvor man skal besvare det evindelige opfølgningsspørgsmål: Jamen, så skal du vel læse videre, ikke?
Hvorfor skal kyndige og engagerede sosu-assistenter forsøge at holde det faglige niveau, når vi i samfundets øjne er de laveste i fødekæden?
Hvad får vi ud af det? Lav status, ødelagte rygge, lort i håret? Vi ofrer os selv for at hjælpe dem, der ikke kan længere, og en dag får vi brug for samme hjælp. Når min tid kommer, ønsker jeg at blive passet af kompetente sosu-hjælpere og -assistenter med faglig stolthed og arbejdsglæde. Forhåbentlig er det ikke for sent.
Så en bøn til jer alle: Sæt pris på de arbejdsomme, intelligente og helt igennem selvopofrende sosu-assistenter og -hjælpere, vi har. Mind dem om, hvad de betyder for samfundet og for jer.
fortsæt med at læse
