Når jeg til efteråret kører mit andet barn ind i det danske daginstitutionssystem, gør jeg det med bittersød smag i munden.
Sød, fordi jeg egentlig ser frem til at genoptage det arbejdsliv, jeg satte på stand-by for godt et år siden, og fordi jeg savner mine kollegaer, mine studerende og mine forskningsprojekter.
Bitter, fordi jeg dybt inde i min følsomme mor-mave grundlæggende er dybt bekymret for, hvorvidt min søn vil blive mødt med tilstrækkelig nærvær og ressourcer fra andre voksne til, at han kan trives og udvikle sig, også imens jeg går på arbejde.
Skriv kommentar