Med den gradvise genåbning af Danmark, synes første del af coronakrisen at være på retur. En første del, der har fået os alle til at tale om ’hamstring’ og ’samfundssind’, og som i høj grad har stået i de såkaldte kritiske funktioners tegn. En stor del af disse kritiske funktioner skal findes i omsorgsfag, som før coronakrisen var heftigt nedvurderet både i forhold til løn og anerkendelse.
Disse omsorgsfag er også dem, vi i vores stærkt kønsopdelte arbejdsmarked kalder for kvindefag. Her er lønnen lav, arbejdsforholdene dårlige, og der er nul prestige. Men arbejdet er helt uomgængeligt nødvendigt for samfundet. Det har det sådan set altid været, men det har været usynliggjort og skubbet af vejen. I et kapitalistisk samfund med fokus på profit er der ikke blik for omsorgsarbejde. Varme hænder viser ikke deres værdi på markedsøkonomiens kurver. Usynliggørelsen af omsorgsarbejdet har også dybe historiske rødder og bunder i alliancen mellem kapitalismen og patriarkat og ikke mindst i patriarkatets århundreder gamle evne til at nedvurdere og usynliggøre kvinder.
