Skal rockere kunne eje deres egne forsvarsadvokatfirmaer? Skal investeringsbanker som f.eks. Goldman Sachs kunne drive advokatvirksomhed, eller hvad med forsikringsselskaber og store globale revisionshuse? Nej, mener man i næsten hele verden, fordi man vil sikre, at advokater er uafhængige, så klienterne altid kan regne med, at advokaten kun har deres interesser for øje.
Lawand Hiwa Namo langer i Politiken 16.5. kraftigt ud efter denne forbrugerbeskyttelse, fordi han mener, at ureguleret kapitalisme vil resultere i lavere priser. Som et eksempel på dette kan vi se til England, hvor man som et af de eneste lande i verden har forsøgt sig med en markant liberalisering af ejerskabsforholdene. Resultatet er ifølge undersøgelser, at advokatpriserne på mange områder er steget med op mod 30 pct. Samtidig påpeger juridiske eksperter, at liberaliseringen har medført et tab af retssikkerhed for kunderne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
