Sygeplejerskernes strejke blev fremkaldt af et klart nej med en høj stemmeprocent. Selv om regeringen forsøger at gemme sig bag en usaglig dansk model-argumentation, kommer Folketinget til at tage stilling til den politisk skabte lønindplacering. Det kan komme alle kvindedominerede faggrupper til gode.
Regeringen har indtil videre valgt at være tavs om sygeplejerskernes strejke for ligeløn. Med Mette Frederiksens ord: Når sådan noget sker, træder vi et skridt tilbage. Tavsheden forklares med en argumentation om den danske model forstået som et særligt træfsikkert aftalesystem, hvor parterne frivilligt og uafhængigt af staten forhandler sig frem til overenskomster. Det er en argumentation, som skjuler, at uligelønnen er historisk betinget, som er skabt i 1969, ved at politikerne selv indplacerede de forskellige grupper i et lønhierarki. De kvindedominerede fag blev sat 18 pct. under tilsvarende mandlige. Siden er der højst sket få procents forbedringer på den front i Danmark – modsat mange andre lande.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
