Der har aldrig været en keyboardkriger gemt i mig. Jeg er en af alt for mange unge, der vælger debatten på nettet fra på grund af den hårde tone. Jeg ved, at det er et demokratisk problem, men det er ikke nok til, at jeg ændrer min udenomsadfærd. Der skal en radikal kulturændring til. Alle skal have adgang til demokratiet. Ikke kun de nådesløse instagrambrugere, der har udviklet nok teflon til, at intet kan brænde fast.
Den hårde tone i kommentarsporene gør, at størstedelen af de unge helt fravælger deres stemme i debatten på nettet. Det viser en analyse foretaget af Epinion for Dansk Ungdoms Fællesråd. Det er egentlig ikke en analyse, der overrasker mig synderligt. Jeg er selv en af dem, der ser passivt til, mens debatten tager fart i kommentarsporet.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
