Sammen med 22 andre rige lande har Danmark lovet, bl.a. ved klimatopmødet i København i 2009, at klimabistand ikke skal betales med penge fra den almindelige udviklingsbistand. Princippet har været en central del af dansk bistandspolitik i årtier, men vi kan desværre konstatere, at mere og mere af klimabistanden siden 2016 alligevel er blevet finansieret med udviklingsmidler, der egentlig skulle gå til at bekæmpe ulighed og fattigdom, sikre adgang til uddannelse, sundhed og beskyttelse og fremme demokrati og kvinders rettigheder i udviklingslandene.
Konsekvensen er, at udviklingsbistanden udhules, og med regeringens seneste finanslovsforslag lægges der tilmed op til yderligere udhuling. Her foreslår Socialdemokratiet helt konkret, at 100 procent af klimabistanden skal finansieres af udviklingsmidler. Ngo’er og udviklingslande har kritiseret Danmark for at løbe fra løftet om, at pengene skal være ’nye og additionelle’, dvs. at de skal ydes i tillæg til den almindelige bistand på 0,7 procent af bni.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
