Du er klam og homo«, stod der på den såkaldte hadeliste, som nogle anonyme afgangselever havde spredt på gymnasiet. Ud for anklagen stod navnet på en sød fyr, jeg havde sunget i kor med. Modsat mig kunne han ikke så let skjule sin seksualitet, og nu blev han lagt for had på grund den. Han var det direkte offer for noget, jeg vil betegne som en hadforbrydelse, selv om loven sikkert ikke er enig. Budskabet til ham handlede imidlertid om en gruppe, som flere tilhørte, de indirekte ofre. Vi var endnu ikke sprunget ud, så vi kunne ikke finde styrke i hinanden, og vi turde heller ikke forsøge på det i kølvandet på hadelisten. At vi var tre alene i min klasse, opdagede jeg først mange år senere, for gymnasietiden ud rettede vi ind af frygt for at fremprovokere mere had. Vi blev overopmærksomme på vores adfærd og sprog, iklædte os kønspassende tøj og udskød datinglivet til bedre tider. Det var drænende, ensomt og uendelig langt fra det »fælles menneskelige rum, hvor vi er mennesker, før vi er en bestemt seksualitet eller etnicitet«, som Gyldendals Morten Hesseldahl forleden frygtede for her i avisen (3.4.).
Hesseldahl er del af det kor, der advarer mod identitetspolitik, som ifølge ham underminerer ’den fælles samtale’, underforstået den demokratiske debat. Det samme mener pr-mand Christian Have, der frygter «et pres på ytringsfriheden«, når »en dagsorden på især køn og race (...) skaber en nervøsitet og angst for at deltage i debatten«. Marianne Stidsen går skridtet videre ved at udnævne identitetspolitik til en trussel på linje med Putin (Kroniken i Politiken 24.3.): »Hvis vi vil bevare og forsvare vores frie, demokratiske samfundsorden, må vi både gå til kamp mod Putin og Judith Butler«, skriver hun med henvisning til filosoffen bag queerteori. Butler har teknisk set ikke opfundet identitetspolitik, men jeg vil undlade at hænge mig i Stidsens udfordringer med kilder.
