I Danmark bryster både Venstre og Konservative sig af at have tårnhøje klimaambitioner. Men hos EU-parlamentarikerne fra de selvsamme partier skal man kigge langt efter ambitioner for en grøn omstilling. Der er utvivlsomt en splittelse i den klimapolitik, de taler for hjemme i Danmark, og den, de fører i EU. Det er vildledende for vælgerne, når forskellene i forhold til den politik, der føres, er så stor.
Jeg finder det mildest talt bemærkelsesværdigt, når Venstre proklamerer, at de vil stå i spidsen for et ambitiøst borgerligt klimaprojekt, eksempelvis en CO2-afgift på landbruget, mens deres partifælle i EU-Parlamentet Asger Christensen smider grus i det grønne maskineri ved at erklære sig som modstander af enhver form for CO2-afgift på dansk landbrug.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
