FN har udråbt 23. september til international tegnsprogsdag, så fredag dag fejrer døve over hele verden vores sprog. Skønt dagen er international, er tegnsprog det ikke. Hvert land har sit eget tegnsprog, og nogle lande har endda flere. Tegnsprog er sprog, der er opstået naturligt i kommunikationen mellem døve. Tegnsprogene skiller sig ud ved at være visuelle sprog, men de er lige så komplekse og fuldendte sprog som talesprog. Og man kan udtrykke alt det på tegnsprog, som man kan på andre sprog.
Ligesom de øvrige tegnsprog er også dansk tegnsprog et selvstændigt sprog. Dansk tegnsprog har sin egen grammatik, en anden syntaks og andre bøjningsformer end de talte sprog. Det var først i 1960’erne, da sprogvidenskaben begyndte at interesse sig for tegnsprog, at man fandt ud af, at tegnsprogene var rigtige sprog. Siden da har lingvister verden over forsket i tegnsprog, og ikke kun bekræftet de første antagelser, men også konstateret, at tegnsprog kan lære os noget om, hvad et sprog er, som vi ikke vidste i forvejen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
