Blandt de mange ting, som vi kommer til at holde øje med på valgaftenen 1. november, bliver, om Dansk Folkeparti bliver sparket ud på røv og albuer, eller om de kravler over spærregrænsen på 2 procent og dermed forbliver i Folketinget. Meningsmålingerne tyder på, at det bliver på et hængende hår. Vi taler om et parti, som ved valget i 2015 fik 21 procent, og som nu drømmer om overhovedet at komme ind i Folketinget.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været svært for mig at skjule begejstringen og glæden ved den nærmest uvirkelige deroute, som partiet i øjeblikket gennemgår. Lad mig minde om, at jeg er en del af en generation og minoritet, som i 20 år dag ud og dag ind har lagt øre til, hvor uvelkomne, tilbagestående og forfærdelige vi og vores forældre er. Vi har lagt øre til påstande om, at vores fædre voldtager deres døtre, og vores religion er blevet sammenlignet med nazismen.
