De seneste år har der været flere sager om ledere i politik og i mediebranchen, som, efter sigende, råber ad deres ansatte og mere til. Berlingske, DR, TV 2, Venstre på Christiansborg og i Københavns Kommune, Radikale i Bruxelles og en konservativ borgmester har fået omtale i den forbindelse. Ledernes navne vil jeg ikke gengive af to grunde. Dels skal man ikke være ret involveret i mediebranchen eller politik, førend det virker lidt arbitrært, hvem af de ledere, der har ry for at råbe, der kommer i offentlighedens søgelys, og hvem der ikke gør. Dels har jeg det noget ambivalent med, at sagerne tages op i den offentlige debat.
For på den ene side bliver vi nødt til at forstå, at arbejdsmarkedet fungerer sådan, at medarbejdere kan sige, hvad de vil, mens lederne har en udstrakt tavshedspligt, der gør det svært for dem at tage til genmæle. Læg hertil, at fagforeninger ikke er mindre drevet af incitamenter, end Mærsk er. De har en interesse i at føre sager for deres medlemmer, så andre kan se, de er kontingentet værd. På den anden side må man formode, at de medarbejdere, der råber op om dårligt arbejdsmiljø, ikke gør det for sjov. De har nok forsøgt at tage kampen internt, før den blev udkæmpet i medierne, for det er omkostningstungt at være i vælten, og desuden har de næppe en interesse i at fremstå som oprørske eller sarte medarbejdere, når de en dag vil skifte arbejdsgiver. At en bølge af kritik af uanstændig ledelse kommer nu, det er naturligt. Først kom de groveste sager om krænkelser på arbejdspladsen frem med #MeToo-bevægelsen – dem, der havde seksuel karakter. Det var tydeligt for enhver, at de var udtryk for upassende opførsel. Nu kommer der så fokus på øvrige krænkelser, for unge og yngre voksne synes at stå sammen om at mene, at ydmygelser på arbejdspladsen er unødvendige, uacceptable og bør høre fortiden til.
