»Så er den gal igen«, fristes man til, sukkende, at indlede. I Information diskuterer man for tiden seriøst, om håndarbejde kan være feministisk eller blot et udtryk for kvindeundertrykkelse. I Berlingske har nationalkonservative røster gentaget, at man ikke kan være borgerlig og feminist på én gang, fordi borgerlige åbenbart skal være forelskede i den hjemmegående husmor. Og i ’Deadline’ sidder feminist, journalist og forfatter Ditte Giese og fremfører omvendt, at kvinder med en lang uddannelse bør arbejde fuldtid – en noget instrumentaliseret tilgang til uddannelse, der trænger dannelse langt i baggrunden. Kvinden enten skal eller må ikke være husmor. Det skorter således ikke på holdninger til, hvad en kvinde bør og ikke bør være og gøre, og i alle tilfælde synes man at sammenligne det nuværende kvindeliv med et kvindeliv, man forestiller sig har præget historien op til vores tid: kvinden som den hjemmegående husmor. Det er uendelig trist, for det modarbejder den egentlige kvindekamp: kampen for, at kvinden er menneske før køn.
Rødstrømpernes største sejr var at trække en streg i sandet omkring år 1960 og herfra fremmane det store ’før’ og det lige så store ’efter’. Før gik kvinderne derhjemme. Efter kom de på arbejdsmarkedet. Før var kvinderne undertrykte. Efter var de frigjorte. En noget karikeret udgave af en husmor i de 1950’ere, som rødstrømperne voksede op i, har på den måde fået lov at figurere som den historiske baggrund for kvinders rettigheder, muligheder og friheder i dag – både for dem, der elsker, og dem, der hader feminisme og kvindefrigørelse.
