Klokken har netop passeret 23.00, og scenerne i den psykiatriske akutmodtagelse tegner et dystert billede af, hvordan vores samfund håndterer psykisk sygdom hos børn og unge. Den overfyldte tavle af ventende patienter, hvor børn og voksne deler samme utilstrækkelige plads, fortæller en historie om forsømmelse og manglende ressourcer. Som læge ansat i psykiatrien sidder jeg over for en ubehagelig sandhed: Den sidst tilkomne familie må vente i gangen, mens mine patienter, voksne med alvorlige psykiske lidelser, allerede fylder op i mellemgangene.
Årsagen til denne kaotiske situation ligger ikke kun i det akutte pres, men også i en grundlæggende strukturel mangel. Vores eneste akutmodtagelse for børn og unge med psykisk sygdom deles med voksenpsykiatrien i Glostrup. Resultatet? Syge børn og deres fortvivlede familier må affinde sig med at vente blandt mine ofte urolige og truende voksne patienter, der også kæmper med stofmisbrug. Ideelt set burde disse to grupper holdes adskilt, men virkeligheden ser desværre anderledes ud.
