En uventet effekt afledt af den identitetspolitiske frigørelse, er, at voksne mænd er begyndt offentligt at forsvare deres kærlighed til meget unge kvinder. Senest har folketingsmedlem Mike Fonseca skrevet et opsigtsvækkende debatindlæg i Altinget. Sidste år var det sexolog Jakob Olrik, der offentligt forsvarede sit forhold til sin 21-årige kæreste. For nogle år siden ville de mænd nok have gået mere stille med det, men tænkt, at de næppe risikerede andet end lidt rynken på næsen fra kvinder, der alligevel var blevet for gamle til, at deres mening betød noget for dem. Nu er det anderledes. Nu betyder det noget, hvad andre mennesker tænker om dig og din seksualitet, uanset om du er kvinde eller mand. Vi har alle sammen vores identitet på spil, og derfor må man spille fræk, hvis man for eksempel som folketingsmedlem vil slippe af sted med at have et forhold til en femtenårig.
Det, der i sin tid fik mig til at arbejde for den sexpositive feminisme som en vej til kvindelig agens, var den umyndiggørelse, jeg som ung kvinde oplevede af mine seksuelle valg, ikke mindst valget om fra en ung alder at have meget ældre mænd som partnere. Jeg insisterede på at blive opfattet som et gyldigt subjekt, når jeg valgte, hvad jeg valgte.
Den insisteren står jeg ved. Vi bliver nødt til at kunne tage den unge kvinde alvorligt og afstå fra fristelsen til at lade hende bære vores bitterheds byrde for os. Alligevel vil jeg nu tillade mig, i mit syvogtredivte leveår, det leveår min officielle ungdom er forbi, det leveår Marilyn Monroe døde, at komme med et godt råd til dig, den unge kvinde, der kunne have været mig.
Jeg forventer ikke, du vil lytte, for jeg lyttede ikke selv til nogen dengang, og sådan fandt jeg ud af, hvem jeg selv var, men jeg bliver også nødt til at sige til dig, hvad jeg nu ved.
Uanset hvor god han føles for dig, fordi han giver dig det, du burde have fået fra andre, så er det, du giver ham – din ungdoms selvfølgelige nærvær – noget, du burde støttes i at give til dig selv, så du kan skabe dit eget liv. Jeg ved, at det føles, som om det er det, du gør, når du vælger ham på trods af alle de advarsler, du udmærket kender. Men sagen er den, at du bliver træt en dag, træt og alene med de ting, du ikke fik gjort, da de andre på din alder gjorde dem, fordi du troede, det var muligt at være foran. Men er du foran, er du »moden af din alder«, så er du helt sikkert også bagud, så er der noget, der er modnet på bekostning af noget andet.
Og de dele af dig kan han i bedste fald kun spejle som en slags forælder. Så de dele af dig svigtes, de får ikke lov til at udvikle sig, som de skal. Imens vil de dele af dig, der passer ind i hans liv, næres og spejles og vokse, og afstanden imellem dine unge dele og dine modne dele vil blive meget stor, og den vil du mærke som en uforståelig smerte, et brud i den indre samtale. Du vil blive mere og mere fremmed for dig selv og mere og mere afhængig af ham.
Hvis vi antager, at han ikke er typen, der kunne finde på at udskifte dig med en ny ung model, når du ikke længere er ung, for det tror jeg trods alt er ved at gå af mode, så må du en dag selv vælge at gå fra ham, og det gør du sandsynligvis i udkanten af din ungdom, for du elsker ham og troede, livet skulle være med ham, men du får brug for at flytte hjemmefra. Når du ikke kan udskyde det længere, skal du til at finde dig selv og skabe et nyt liv helt forfra, du skal på en måde først dér være voksen, og det skal du meget brat, for den gradvise overgang gik du glip af.
Du skal også finde ud af at finansiere dig selv, for han har sandsynligvis været den, der havde pengene i forholdet, og for at kompensere for den følelsesmæssige støtte, han var som forældreerstatning, skal du kunne betale for en psykolog, og psykologer er dyre, og det er svært at tjene penge til psykologer, når man står og har brug for en psykolog.
Og det er svært at gøre, hvad man vil, når man er presset og måske ikke engang kan mærke, hvad det er. Det er svært at tro på sig selv, når man falder fra sikkerhed til usikkerhed. Så de kompromiser, du slap for at indgå i dine tyvere, de former dine tredivere, og det bliver svært for dig at udleve dine drømme, de drømme, der sammen med ham kunne forblive barnets drømme om et uendeligt fremtidigt potentiale.
Du skal også lære din seksualitet at kende forfra, nu uden det grænseløse begær, der strømmer fra den ældre mand til den yngre kvinde. Du skal lære, hvad du selv begærer, når det ikke er selve begæret. Du skal lære at acceptere din krops begrænsninger og vove at møde verden med dem.
Det kan godt lade sig gøre, men det er hårdt arbejde.
Jeg siger ikke, at du ikke skal være kæreste med den gamle mand. Jeg siger bare, at du skal kræve minimum 10 millioner.
fortsæt med at læse
