Jeg hedder Fatima. Jeg er højgravid og driver rundt i en lille vandfyldt gummibåd på Middelhavet og råber efter hjælp. Jeg har ingen redningsvest på, og bølgerne slår ind over bådens ræling. Dieselmotorens dunst og bådens vippen gør mig svimmel og giver mig voldsom kvalme.
En orange redningsspeedbåd nærmer sig med fem livreddere om bord. De bærer hvide hjelme og redningsveste. De råber til mig og de andre, der sidder i båden. Men jeg forstår ikke engelsk og fatter ikke, hvad de siger. De andre i min båd begynder at råbe og vinke og rejser sig op og søger over mod den side, hvor redderne er. Båden hælder faretruende.
Redderen, der står forrest i redningsbåden, ser bestemt på os og signalerer med armene, at vi skal sætte os ned. Nu!
Jeg peger på min store gravide mave. En af redderne ser mig i øjnene, og jeg kan se, hun har set min mave. De kaster redningsveste til os og begynder at trække os over på deres båd. Vi er reddet. Endelig.
