Da min søster og jeg var cirka 16 og 13 år, og mine forældre engang skulle på weekendtur, fik min søster lov til at holde fest. Hun inviterede de nærmeste venner til en hyggelig aften i haven i Søborg, men det var sommer i forstæderne, og rygterne om kalas i kvarteret løb hurtigere end en dopet Ben Johnson på nogenlunde samme tid ved OL.
Festen stak helt af. Horder af unge indtog huset og haven. Nogle muntrede sig med at hælde havregryn, mælk og sukker ud over vores køkkengulv. Mine forældres nye sofa blev brugt som hoppeborg og knækkede midt over. Ude i haven sad min søster og opdagede vist aldrig helt – før næste morgen – hvor grelt det stod til. Dagen efter fik vi hjælp af venner til at rydde op, men sofaen kunne vi ikke fikse. Da mine forældre kom hjem, fik min søster en seriøs skideballe, som endte med, at hun selv måtte ringe til min bedstefar, som var tømrer, og bede ham komme og reparere sofaen: Hun havde holdt festen, så hun måtte tage ansvar for at få ordnet sofaen igen. Siden holdt vi ikke ungdomsfest i det hus mere.
