En Gru greb hende og rejste alle Nerver – her skulde Hun dø – dø. Nej, hun kunde ikke, hun maatte leve – kunde ikke – tusinde Udveje, tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét Nu ... Men saa skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under hendes Hjertes trætte Smerte ...«.
Jeg fik Herman Bangs roman i studentergave i en smuk udgave fra 1909, og mine tårer trillede med Tines triste, dumme skridt, da jeg læste passagen om selvmordet på repeat – måske i håb om at det ville falde anderledes ud ved anden eller tredje gennemlæsning.




























