Lyt til artiklen
At følge Socialdemokratiets beskæftigelsespolitik er som at betragte en vildfaren flue kæmpe for at finde vej ud af en lukket havestue: først den ene vej, så den anden.
Først blev arbejde næsten ophøjet til det helligste: Det blev fremstillet som både en borgerpligt og en samfundsopgave. Hverdagens helte var dem, der hentede børn efter klokken 16, blev der sagt. Vi skal blive ved samlebåndet lidt længere, sagde statsministeren, der både afskaffede store bededag og i sin tid som beskæftigelsesminister lavede en af de hårdeste reformer af førtidspensionen i mange år: Flere skulle ud på arbejdsmarkedet og det i en vis fart. Selv de svageste førtidspensionister skulle gøres klar til den tjans, de ikke var i stand til at tage.
