Klumme afMarcus Rubin

Kronikredaktør

USA’s præsident har ikke en masterplan og spiller ikke femdimensional skak på et helt genialt plan. Hans bizarre politiske udsving er måske bare udtryk for det, som det ligner – dumhed og uvidenhed.

Glem metaanalyserne af Trump. Det er nok bare dumhed

Lyt til artiklen

Verden ender ikke med et brag, men med en klynken.

Sådan lyder den berømte slutning på T.S. Eliots digt ’The Hollow Men’. Digtet fylder 100 år i år og er værd at genlæse. T.S. Eliot skrev det i skyggen af Første Verdenskrigs meningsløse nedslagtning og ødelæggelse i et Europa, der havde sprængt sig selv i luften i en stormagtskrig, der kostede tre af de fem kæmpende imperier livet.

Vi lærte ikke lektien dengang, men gik videre til Anden Verdenskrig, der blev endnu mere katastrofal. Men når det gælder den regelbaserede verdensorden, som USA i sin visdom var hovedarkitekten til i efterkrigsårene, er det måske ikke så meget med et klynk som med næsten ubegribelig dumhed, det hele nu ser ud til at ende.

Siden Donald Trump kom til magten i USA for små to måneder siden, har han smadret løs på stort set alle tænkelige internationale strukturer, truet med at annektere Canada og Grønland, ydmyget Ukraines heltemodige præsident, Zelenskyj, og undermineret USA’s alliance med Europa i en sådan grad, at næsten 4 ud af 5 briter i dag anser USA som en trussel – herhjemme er tallet ved seneste måling 41 procent.

Uendelige mængder mental energi er i tusinder af kommentarer og debatter blevet brugt på at debattere forklaringen. Spiller Trump en særlig form for genial femdimensional skak, som den konservative kommentator Glenn Beck har argumenteret for? Er tilnærmelsen til Rusland et forsøg på at lave en ’omvendt Nixon’ og isolere Kina, er hans Maga-filosofi en snedig plan til at forandre ikke bare USA, men hele verden, og er hans alliance med Elon Musk en genistreg, der vil give ekko i historien? Og så videre og så videre.

Men måske er det hele meget enklere. Bruger man den såkaldte Ockhams ragekniv-tese om, at den enkleste forklaring typisk er den rigtige, er det nok bare impulsivitet, uvidenhed og decideret dumhed, der er ledestjernerne for USA’s nuværende regering.

Det var også vurderingen fra den konservative kommentator Bret Stephens i en tankevækkende klumme i The New York Times forleden. Ingen amerikansk præsident har nogensinde været så uvidende om fortidens erfaringer som Trump, mente Stephens og forklarede, hvordan stort set alle Trumps politiske tiltag – uforudsigelige toldsatser, verbale angreb på og trusler mod loyale allierede som Danmark, ydmygelser og underminering af Ukraine samt Elon Musks og det såkaldte Doge’s nedbrydning af centrale statsinstitutioner – vil ende galt.

»Trumps kritikere er altid hurtige til at se de skumle sider af hans handlinger og erklæringer. En endnu større fare kan ligge i den kaotiske karakter af udformningen af hans politik. Demokrati kan dø i mørke. Det kan dø i despoti. Under Trump er det lige så udsat for at dø i dumhed«, skrev han.

Det lyder jo vildt, men måske er det ikke så vildt. Selv store lande kan begå idiotiske fejl, og det er sket igen og igen gennem historien. Jeg har tidligere anbefalet den afdøde historiker Barbara Tuchmanns bog ’The March of Folly’ – tåbelighedens march – om klassiske eksempler på store riger, der begik katastrofale brølere. Men selv i vores egen baghave er der oplagte nyere eksempler. Det var f.eks. vanvittigt af Tyskland at blive ved at med at gøre sig selv stadig mere afhængig af billig russisk gas, samtidig med at enhver kunne se, at præsident Putin blev mere og mere diktatorisk og truende.

Heldigvis synes Tyskland langt om længe at have indset sin brøler; den kommende kansler Friedrich Merz er, allerede inden han har dannet regering, i fuld sving med at sætte turbo på tysk økonomi og oprustning. Og han er ikke alene. EU er på imponerede kort tid ved at omstille sig til den nye verdensorden, i en grad, så Financial Times’ ledende udenrigspolitiske kommentator, Gideon Rachman, forleden drillende skrev, at Trump gør Europa stort igen og faktisk ville være en stærk kandidat til at modtage Den Europæiske Karlspris, der årligt uddeles til den person, der har gjort mest for at fremme den europæiske sammenhængskraft.

Tal om skæbnens ironi.

-------------------

Rettelse: I en tidligere version blev den amerikanske kommentator Glenn Beck omtalt som ’Glenn Bech’. Men det er en dansk forfatter.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her