Den anden dag stødte jeg på Den Cyklende Murer. Han dukkede op i mit Instagram-feed og fortalte, at han arbejder en dag om ugen, lever under evne, har næsten ingen gæld og investerer det, han har. Han er endnu et eksempel på den store bevægelse af mennesker, der i disse år udforder den traditionelle lønmodtagermentalitet og ikke mindst den såkaldte samfundskontrakt. Bevægelsen ligner et tog, der ikke kan stoppes, selv om mange gør meget for at lukke debatten ned.
Lige nu er der antændt en debat om, hvorvidt kvinder er en underskudsforretning for samfundet, fordi en gruppe ønsker at arbejde lidt mindre, mens deres børn er små. Det begyndte med ’Ærømanifestet’ af Maj My Humaidan, der i en periode arbejdede mindre og hjemmeskolede sine fire børn, mens de var små. Bogen satte brand i Socialdemokratiets top, og opfølgeren ’Blødt’ har især fået den borgerlige fløj på barrikaderne med et personligt angreb som ’Stå nu bare op og kom i gang’ (Berlingske) og ’Indadvendt umodenhed’ (Weekendavisen). På lederplads bliver bogen af Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen udlagt som »et kvinde- og familiesyn, der nok ville ræsonnere bedre i Grimhøjmoskeen«,og Neel Gjertsen skriver videre, at »må vi opfordre til, at alle herfra slukker for Maj My Humaidan«.
