Jeg er et desperat menneske i en fredfyldt tilværelse. Selvdiagnosticeret med kronisk rastløshed, altid med lysten til at starte noget nyt og begynde på noget andet. Jeg er trådt ind i alderen for den evige livskrise, og jeg er blevet inkarnationen af klichéen om en mand fra den øvre middelklasse, som man næppe kan tilbyde meget mere, men for hvem det hele alligevel aldrig er nok.

Hvordan jeg ved det? Fordi jeg en dag fandt mig selv svøbt i en cykeltrikot så tætsiddende, at min fedladne kontorkrop kunne glide gennem vinden stille nok til, at jeg blev nødt til at forskrække det intetanende forankørende barn ved at lade min forpustede røst gungre: »BAGFRA!«.