Den vigtige samtale, som burde følge i kølvandet på Johanne Myginds anklager mod Kim Blæsbjerg, er indtil videre udeblevet. I stedet har vi diskuteret stråmanden, om hvorvidt Blæsbjerg overhovedet havde lov til at skrive om Cheminova, når nu fabrikken spiller en central rolle i Myginds familiehistorie. Selvfølgelig må han det, og mig bekendt har Johanne Mygind aldrig nogensinde sagt noget andet. Så er der dem, der har ærgret sig over, at vi ikke bare kan tale om litteratur. Som om litteratur ikke har et mellemværende med den virkelighed, den bliver skrevet og læst i.
Til sidst er der blevet spekuleret i Myginds følelser, er hun ikke bare drevet af misundelse og hævntørst? Alt sammen er en afsporing af den debat, Myginds historie bør være anledning til.
