Det er med en voksende snert af misundelse, jeg kan iagttage, at der er tale om et egentligt ’miljø’ blandt borgerlige skribenter, politikere og meningsdannere.
Her kender man hinanden og mødes både privat og fagligt. Til gå hjem-møder og bar-arrangementer. På tænketanken Cepos’ uddannelser for elitestuderende. I netværksgrupper og diskussioner på de sociale medier.
Ved udgivelser af borgerlige antologier og debatbøger. Som venner og kærestepar hos en del højtprofilerede debatpar. I randområderne af de politiske partier og de højere læreanstalter. Til aktioner og happenings for politiske standpunkter. Der er gang i den.
Det minder lidt om ...? Hvad er det nu, det minder om? Jo, nu ved jeg det – venstrefløjen i 70’erne, selvfølgelig. Det var sidst, vi så en lignende mobilisering og politisering af ungdommen.
I dag stemmer flertallet af de unge borgerligt. Hvor man tidligere har set, at størstedelen af en ungdomsgeneration var ganske ræverød (hvorfor de røde partier gennem årene har argumenteret for, at man måske burde sænke valgretsalderen ...), så er ungdommen i dag blå som havet.
I dag stemmer selv de ufaglærte imod de partier, der historisk har gjort mest for deres egen faggruppe, fordi man hellere vil have skattelettelser og mere i lønningsposen end hjælp ved næste fyringsrunde.
Hvor tidligere tiders politisk aktive unge talte om solidaritet på tværs af klasseskel og kampen for et nyt samfund, har de røde nu ikke længere patent på oprørsprædikatet. Vi har faktisk slet ikke adgang til det.
»Det her handler om oprør. Liberalismen er en oprørsideologi (...). Grunden til, at mange unge stemmer blåt, handler om, at der er en del, som er enige i vores holdninger, og at folk reelt trænger til et modspil mod velfærdsstatens forkæmpere«, opgav Rasmus Brygger, formand for Liberal Alliances Ungdom, for nylig som årsag til, at de unge i dag hellere vil være i VU end i SFU, i et interview med Politiken.
Blå blok har skabt et enestående identitetsfællesskab, hvor man står sammen om ’mindre stat og mere frihed’.
Hvor man gør oprør mod det eksisterende, mod ’Big Mother’-velfærdsstaten, og uanset at man for længst har vundet værdi- og kulturkampen, bliver man ved med at se sig selv som forfulgt og i opposition til samfundet og hamrer derfor løs i fælles front.
Mod Politiken, mod de røde, mod feministerne, mod regeringen, mod 68’erne og de kulturradikale. Bare imod.
Men hvornår er der reelt sidst blevet gennemført et markant rødt lovindgreb i det her land? Var det efterlønnen? Homovielserne? De røde mærkesager eksisterer efterhånden kun som paroler og skriftlig teori i de pamfletter, centrum-venstre deler ud til de skiftende valgkampe.
Synderegistret er langt: betalingsring, kvoter til bestyrelser, forbud mod at købe sex, millionærskat, længere dagpengeperiode, øremærket barsel til mænd, billigere offentlig trafik (i myldretiden), tilskud til miljøvenlige biler, ret til overnatning på hospital for flergangsfødende og så videre.
Alt sammen rød politik. Som ikke er ført ud i livet.
I vore dage bliver alle værdipolitiske forslag droppet igen af frygt for at træffe et upopulært valg blandt de eftertragtede moderne, blå vælgere.
På en måde kan jeg godt forstå både regeringen og den store blå familie. For alle vil jo gerne være en del af en succeshistorie.
I mange år gemte folk jo deres bøger med liberale tænkere som Hayek og Rand væk for ikke at udsende de forkerte signaler, når der var besøg på kollegieværelset. Nu går det så den anden vej, og blå stues værdikamp kører for fulde gardiner.
Som i et ekkokammer sidder de så og bekræfter hinanden, fuldstændig som de unge i 70’erne gjorde det. Det ligner homogenisering, hvor der skal stadig mere ekstreme synspunkter på bordet for at få ørenlyd i tsunamien af vrede unge borgerlige, der marcherer ud på avisernes debatsider.
Det er ikke nok at være imod offentlig forsørgelse. Man skal latterliggøre de dér tabere. Det er heller ikke godt nok at udtrykke sympati for de prostituerede. Man skal gå i fakkeloptog med dem og udråbe prostituerede til frisindets frihedskæmpere.
Som sagt kan vi godt føle en snert af jalousi herovre på den anden fløj. Fordi I blå er en del af en bevægelse, en tidsånd, en mobilisering. Så hvad med at vi prøvede at samle rød stue en smule.
Det behøver vel ikke være Trykkefrihedsselskabet versus Christiania alt sammen. Så kammerater, hvor er I?
fortsæt med at læse
