I lørdags blev jeg ramt på et virkelig ømt punkt, da min kollega Tarek Omar skrev klumme under overskriften 'Feministerne svigter deres medsøstre'.
Omar belyste en opsigtsvækkende tendens, som han havde observeret, nemlig at en særlig gruppe minoritetsmænd tager sig en kone nummer 2. Ikke officielt naturligvis, bigami er jo forbudt i Danmark, men som et hemmeligt indgået muslimsk ægteskab. En form for »flerkæresteri«, som Omar beskrev det.
Den nye kone findes primært blandt socialt udsatte, marginaliserede kvinder med ringe kontakt til det danske samfund, og det skaber ofte komplikationer i forhold til førstekonen, der nu må dele sin mand med en fremmed kvinde.
Feministerne svigter deres medsøstreTil sidst i sin klumme satte Tarek Omar så trumf på ved at placere ansvaret. Ikke hos de mænd, der sårer deres koner. Ikke hos de kvinder, der ikke siger fra. Ikke engang hos de politikere eller socialarbejdere, der ikke formår at hjælpe disse kvinder, der er fanget i et gammelpatriarkalsk kønsrollemønster. Men hos feministerne. Den evige sorteper.
»Noget tyder på, at feministerne – her taler jeg om både rød, blå og sort fløj – i deres iver efter flere bestyrelsesposter, lederstillinger, debatter om kønshår og for nogles vedkommende om at hive tørklæderne af deres medsøstre, har svigtet denne gruppe underklassekvinder, senest med fratagelsen af støtten til Kvinfo's mentornetværk«, skriver Tarek Omar.
Av, så sad man der som middelklassefeminist og følte sig flov. Eller. Faktisk blev jeg mest vred. For det er da en meget bagstræberisk argumentation, at danske feminister k/m ikke må diskutere ting, de brænder for, så længe der er minoritetskvinder i Vollsmose, der bliver undertrykt?
Noget andet er, at det ikke er feministerne, der har frataget Kvinfo's mentornetværk for indvandrerkvinder støtten. Det er derimod feminister, der har fostret tanken og skabt netværket, mens politikerne nu fratager succesnetværket støtten.
Den med de selvoptagede danske feminister, der hellere skulle tage og kæmpe for de udenlandske kvinder, der har det svært, er en argumentation, jeg som feminist ofte bliver hevet i rottehalerne med.
Den dukker altid op 8. marts. Det er for dårligt, at de danske feminister gerne vil fejre den historiske kvindernes internationale kampdag. I stedet skulle de tage til Mellemøsten og redde de kvinder, der bliver stenet. Eller noget i den retning.
Giv kønsdebatten flere nuancer, takJeg har denne uge deltaget i adskillige onlinedebatter om danske feministers forhold til minoritetskvinders frigørelse. Flere gange har jeg fået at vide, at jeg ikke kan tillade mig at kalde mig feminist, medmindre jeg siger mit job op og bliver socialarbejder i Vollsmose eller flytter til Nordafrika og stopper omskæring af kvinder.
Før alle kvinder i hele verden har det godt, kan jeg altså som dansk kvinde ikke tillade mig at diskutere kropsidealer, ligeløn, prostitution eller barsel ud fra et dansk perspektiv. Fordi der er nogen, der har det værre end mig.
Lad os lige prøve den form for argumentation på andre debatter end kønsdebatten:
1) Det er selvoptaget at købe økologisk og gå op i dansk miljøpolitik, fordi de sviner meget mere i Kina, så det er der, du skal sætte ind.
2) Hvorfor går skolelærerne så meget op i deres overenskomst, når der er lærere i resten af verden, der hverken har kridt, kateder eller sommerferie?
3) Du må ikke diskutere adskillelse af kirke og stat, så længe nogen lever i religiøse diktaturer.
4) Frihedsmuseet kan ikke genopbygges, før der er museer i alle byer i alle lande.
5) Vi kan ikke arbejde for færre hatecrimeoverfald i Ørstedsparken, når de slår bøsser ihjel på Jamaica.
For fa'en. Som feminist vil jeg have ligestilling til alle. Men 'Tænk globalt, handl lokalt' stod der på klistermærkerne i min barndom. Og sådan har jeg det stadig. Jeg vil til enhver tid bakke op omkring minoritetskvinders integration og eventuelle brud med et utidssvarende kønsrollemønster.
Men det skal sgu komme fra kvinderne selv! Den danske ligestilling er kun kommet så langt, som den er, fordi generationer af kvinder har kæmpet for rettigheder og ligestilling. Til alle.
Lad dog kvinder kloge sig om litteratur og kompostbunkerI næste uge fylder aborten 40 år. Det var kvinder på tværs af politiske skel hen over Christiansborgs gange, der fik stemt den igennem. Inden da var der lavet et kæmpe lobby- og græsrodsarbejde. Skal der tages et opgør med muslimsk flerkoneri, skal det komme hjemmefra.
Det skal være mænd som Tarek Omar, der går forrest. Og kvinderne skal selv sige fra. Så skal vi andre sgu nok stille op som heppekor og hjælpe.
Jeg er klar på basisgrupper og seminarer og bevidstgørelse. Men går jeg ud som hvid ateistisk feministkvinde og siger, at nu stopper I sgu det der, drenge, så er det ren kulturimperialisme.
'Feminist' er ikke en beskyttet titel. Det er heller ikke en stillingsbetegnelse. Det er ikke feministernes ansvar, når en gruppe mænd opfører sig dårligt over for kvinder. Og det er mere end noget andet ikke et enten-eller.
Man kan sagtens som feminist støtte Amina Tyler, hæve knytnæven med Femen, være mentor for en upcoming afrikansk skribent, løbe sympatimaraton i Palæstina og synes, det er vigtigt, at unge kvinder ikke hader deres kroppe grundet pornoficeringen af medierne. Det kaldes multitasking. Og er sådan noget, især kvinder virkelig mestrer.
fortsæt med at læse
