Berlingskes debattør Anne Sophia Hermansen var i weekenden på visit i nærværende avis med et provokerende indlæg om, at det ville være et kæmpe samfundsmæssigt problem, hvis flere kvinder ytrede deres holdninger i den offentlige debat.
Hvor de fleste aviser arbejder på at gøre noget ved det faktum, at flest mænd ytrer sig (70-30 procent) og derfor opdyrker og tiltrækker kvindelige debattører og meningsdannere, forsøger denne kvindelige debattør altså at holde sine kønsfæller væk.
Ifølge Hermansen vil flere kvinder få aviserne til at »blive fyldt med indlæg om graviditet, amning, barsel og barnløshed«, fordi »det er, hvad langt de fleste kvinder interesserer sig for« og »overraskende mange, også veluddannede kvinder, går mest op i deres egen livmoder og i hvad, der kan komme ud af den«.
Anne Sophia Hermansen: Vi har ikke brug for flere kvinder i samfundsdebattenAltså:
Udsagn: Der skal ikke kønskvoteres i debatten. Folk skal høres, når de har noget vigtigt at sige.
Argument: Kvinder har aldrig noget vigtigt at sige. Det eneste kvinder taler om er børn, køn og familieliv, og det er ikke vigtigt.
Konklusion: Vi skal ikke have kvinder i den offentlige debat.
Det er ikke alene forkert. Det er også groft selvmodsigende, når det kommer fra en kvinde, hvis indgang til offentligheden netop er at skrive om det kvindelige, køn og forholdet mellem mænd og kvinder. Anne Sophia Hermansen startede sin karriere om at blogge om livet som karrieremor og jagten på ’den gode mand’.
Og selv om hun i dag optræder på alle debatflader i mediebilledet, fra ’Deadline’ og ’Go' Aften Danmark’ over ’Søndagsfrokosten’ til ’Smagsdommerne’ og udtaler sig om alt mellem himmel og jord, er det stadig, når Hermansen skriver om køn, kønsroller og det nære i hverdagen, at hun er skarpest og får mest respons.
Debatredaktør: Vi savner jer i samfundsdebatten, kvinderDet tror jeg sådan set, Hermansen godt selv er klar over. Men hendes indlæg bærer en rynken på næsen af eget køn, som er mig ubegribelig. Hun giver det røde kort til alle andre kvinder, der gør, som hun selv gør.
Det er altså kun Hermansen selv, der formår at løfte det nære stof. Alle andre skriver navlebeskuende, intetsigende, ubegavet og nu altså også samfundsundergravende om det.
Det er en holdning, Hermansen tidligere har været inde på, da hun kaldte samtlige kvindelige kønsdebattører, undertegnede inklusive, for »femipampere«. Det er nemlig kun Hermansen selv, der har det fornødne overblik og indsigten til at legitimere så overfladiske emner, forstås.
Men hvorfor skulle det egentlig være finere at skrive om Syrien og EU end om kvaliteten af vores daginstitutioner eller retten til selvvalgt kejsersnit? Hvorfor denne uvilje mod det nære og det, til tider, kvindelige?
En femipamper slår igenJa, der bliver skrevet enormt meget om køn, ligestilling, feminisme, antifeminisme og ligestilling i øjeblikket. Alle aviserne har skruet op for stoffet og hyret klummeskrivere ind, fordi det er godt debatstof, der giver netklik, respons og samtale.
Efter at debatten i nullerne stort set var koncentreret om indvandring og frygten for ’de fremmede’ – og ikke mindst omkring noget så overfladisk som (over)forbrug), er samtalen nu, efter krisens ankomst, noget mere krops- og jordnær.
Det er ikke så mærkeligt, at vi vender blikket hjemad. Mændene er i øvrigt også ved at være godt med på det kønspolitiske, som også er blevet en varm politisk mærkesag med ugentlige debatter om barsel, kvoter, køb af sex og så videre.
Vi diskuterer familie, parforhold, sexliv, børn og work-life-balance som aldrig før. Eller jo, det har vi prøvet en gang før i historien, i 70’erne, hvor rødstrømperne og deres feministmænd erklærede det private for politisk. Hvor tv-hold tog med på fødestuen for at følge en fødsel fra fars perspektiv, hvor mænd var med til fødselsforberedelsen og øve åndedræt eller strikkede på uldsokker til ungen i de søde ventetid. Alle disse, lettere karikerede, tiltag ser vi i den kønspolitiske diskussion anno 2013 en videreudvikling af.
Og det er netop ikke ’finere’ at forske i økonomi end i barnets tarv. Det er ikke ’mere rigtigt’ at debattere EU i ’Deadline’ end at se på øremærket barsel til fædre. Og vi skal ikke holde os for fine til at diskutere børn på avisernes debatsider. De er jo vores fremtid.
Kvinder er kodet til utroskabSamtidig er der en foruroligende ’der er så meget, kvinder ikke har forstand på’-tilgang i den der kategoriske opdeling i det, mænd interesserer sig for, og det, kvinder interesserer sig for.
Det billede genkender jeg slet ikke, når jeg kigger mig omkring i mediebilledet. Der kloger kvinder sig om alt fra litteratur over miljøpolitik til gensplejsning eller kompostbunker.
Vi ser lige nu den højest uddannede generation af kvinder nogensinde og at karakterisere dem som hysterisk selvoptagede af eget underliv er ikke alene forkert, det er også en nedgørelse af kvinder generelt. Og ikke mindst for Hermansen selv – hendes debat-cv taget i betragtning.
I den betragtning ligger der nemlig en foragt for eget køn og en stræben efter at indgå i en drengeklub, der gør Hermansen utroværdig som debattør. Debatindlæg skal naturligvis bedømmes efter, hvad folk har mellem ørerne og ikke mellem benene.
Men at konkludere at fordi der er mange kvinder, der skriver om børn i medierne og på blogs, så går kvinder kun op i børn, er som, når Erasmus Montanus konkluderer, at lillemor er en sten, fordi hun ikke kan flyve.
Det er en metadebat, som hverken bringer nyt til bords, eller gør os klogere på hinanden.
Vi får blot stemplet kvinder som besatte af deres æggestokke og inficeret med permanent ammehjerne, og jeg kan ærligt talt ikke få øje på andet incitament i Hermansens virke end at ville underminere konkurrenterne.
fortsæt med at læse
