Det etnisk rensede danske sommerland har et strøg af fortid over sig. Først tænker man ikke over det, men så går det op for en, hvad det er, der mangler ude på strandene, ved iskageboderne og gårdbutikkerne: alle de brune og sorte.
På landets festivaler for musik, debat og dannelse i bred forstand er skævheden slående. I år har jeg gæstet både Heartland-festivalen på Egeskov Slot på Fyn, Folkemødet på Bornholm og Roskilde Festival. Mønstret er det samme: Alle er velkomne, men kun de hvide kommer.
På Folkemødet var der masser af debatter og symbolske markeringer med adresse til integration og multikultur, men muslimerne, den største religiøse minoritet, var fraværende både som debattører og som deltagende organisationer. Også Islamisk Trossamfund, som jo ellers nok burde kende sin besøgelsestid.
Isam B. sang for på Folkemødet, for eliten vil gerne høre ’I Danmark er jeg født’ af H.C. Andersen sunget af en dansker med marokkanske rødder, og Sivas, der har iransk baggrund, trykkede den af til Politikens arrangement, så alle dansede på bordene, men det var så det. Folkemødet, som samler beslutningstagerne i det danske samfund, er i praksis ligesom det danske sommerland: whites only.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar