Lad os begynde med det gode budskab: Det kunne være meget værre. Ganske vist undergår verden – og ikke mindst Sydeuropa – lige nu den værste krise siden 1930’erne. Grækenland, Spanien, Portugal og senest Cypern balancerer på fallittens rand, og millioner af især unge lever fra hånden til munden. Pessimisterne ser en fare for, at det hele en dag eksploderer i sociale oprør og et tilbagetog til den fascisme, der i Spanien, Italien og Tyskland var svaret på 1920’ernes og 1930’ernes krise.
Disse pessimister peger bekymret på fremgangen for fascismen i Ungarn. På Grækenland, hvor det nyfascistiske Gyldent Daggry og Syriza er skudt frem som en politisk kraft. Og de peger på nationalismen i Danmark, Finland, Østrig og Frankrig. Fælles for de nationalistiske kræfter er, at de ynder at fremstille EU som ondets rod. Optimisterne ser et andet billede. De vil være nødt til at acceptere, at krisen har fået ’folket’ til at reagere, men reaktionen har været en hel del venligere end for 80-90 år siden: I dag har store dele af Italien sluttet op om komikeren Beppe Grillo.
