Kort efter jul gik jeg ned i en lille Irma på Christianshavn og klagede. »Min herre«, sagde jeg til butiksbestyreren. »Jeg købte de her andelår juleaftensdag for at have lidt ekstra til gæsterne, men de lugtede sgu råddent«, sagde jeg. Jeg viftede med en pose med fire andelår, som dunstede af død og ødelæggelse efter at have ligget ude på min terrasse i tre dage. Pakket ind i plast, forstås.
Det er sådan en situation, hvor man som forbruger fantaserer om et eller andet niveau af skrabende, krybende opførsel. Det må have været en oprørende oplevelse, vil butikschefen sige.
Kom De ind i mit kontor, lad mig skænke Dem et lille glas portvin, mens vores lagerdreng Achmed giver Dem lidt nakkemassage. Så finder De og jeg en mindelig løsning. Den slags. I stedet kiggede butiksbestyreren forbi mig med tomme, døde øjne og sagde: »Ja, der er ikke nogen andre, der har klaget«.
Det kaldes at give ofret skylden og gør rigtig ondt, og det er derfor, jeg plejer at klage på skrift. Det går som regel meget bedre. Det særlig tilfredsstillende er, at jeg på skrift næsten automatisk kan finde min indre krakiler frem, den lille selvretfærdige pensionist, der lever i reptilhjernen som et vagt ekko er årtusinders evolutionært opsparet fornærmelse.
- Jeg klagede f.eks. til Rema1000 på denne måde: »Kære Rema. Jeg købte for nylig en rullesteg af mærket Smagfuld i jeres butik på Øresundsvej, Amager. Gemt i stegen var to store spidse splinter af ben, der nemt kunne sidde fast i halsen eller på anden måde gøre skade. Vedhæftet er billeder. Vh Lars«.
Eller på anden måde gøre skade. Den perfekte officiøse hækkeejerformulering. Rema1000 beklagede mange gange og refunderede pengene til min bankkonto.
Har du trykket på en smiley i butikken?– Jeg klagede en anden gang til Meny på Vermlandsgade over deres slagterudsalgs ’hjemmelavede lasagne’, et produkt, der bestod af pulverbaseret millionbøf og lasagneplader og intet andet, »langt ringere end de frostlasagneprodukter, man kunne finde andre steder i butikken«, som jeg vistnok skrev (mailen er blevet væk). Meny lagde sig i støvet på en meget tilfredsstillende måde og gav mig en flaske vin og to bøffer for kritikken. Men det bliver værre endnu:
– Jeg klagede for et år siden over en kylling, der var 150 gram for let med disse ord: »Jeg købte en Sødam-kylling i Fakta på 1.822 gram. Så tung virkede den dog ikke, og da jeg smed den på vægten, var den kun 1-664 g. Det er ikke så betryggende, at man ikke kan stole på vægtangivelsen på pakken og dermed betaler for meget«, skrev jeg og vedlagde et iphonebillede af kyllingen balancerende på min køkkenvægt. Fakta behandlede klagen. Jeg erindrer ærlig talt ikke, om jeg fik noget ud af det.
– Jeg klagede tilbage i 2011 over købet af en pose Anthon Berg-chokolader med forskellige marcipanbarer i med en ordlyd, som jeg er særlig stolt af:
»Kære Anthon Berg. Min kæreste Anna og jeg sad forleden aften og skulle til at nyde produktet Sweet Moments. I starten gik det som forventet, men stor var vores skuffelse, da vi kunne konstatere, at posen kun indeholdt tre af de fire afbillede chokolader. Chokoladebaren Double Dark Bar var helt fraværende, mens der var flere end forventet af nougatbaren. Det var en emotionelt ødelæggende oplevelse, der har været svær at ryste af os. Venlig hilsen Lars og Anna«.
Anthon Berg sendte os en redegørelse for, hvordan den slags kunne svipse i kvalitetskontrollen, samt et gavekort på 50 kroner. Ikke mange penge, knap nok tiden værd, men stærkt tilfredsstillende ind i kernen af min sjæl. Hvis man kan få medhold i en klage over den relative mængde af chokolader i en chokoladepose, så kan man opnå alt.
Det er svært at stoppe, når man er kommet godt i gang. I 1990’erne skrev jeg sammen med min søster Lisa en fantastisk klage til Netto over deres Den Røde Baron Pålægschokolade. Pålægschokoladen var illustreret med en tegneseriepilot med flyverbriller og chokoladevinger som arme, og en misvisende faktatekst på siden af pakken om Den Røde Baron – en berømt kamppilot fra 1. Verdenskrig, der ifølge pakken var tegneseriehunden Nusers store helt og hed Den Røde Baron, fordi hans hår var rødt. Det kunne ikke gå upåtalt:
» Ang. Den Røde Baron Pålægschokolade. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at der er mange mennesker, der faktisk tager de oplysninger, de får, for gode varer. Derfor har I som leverandør af varen et ansvar for, at oplysningerne er korrekte. Dette er endnu vigtigere, når produktet er stilet mod børn«, skrev vi.
»Den Røde Baron (...) blev givet dette øgenavn, ikke fordi han var rødhåret, men fordi han fløj i røde flyvemaskiner. Desuden er han Nusers arge modstander. Vi håber, I vil rette disse beklagelige fejl fremover eller optimalt inddrage samtlige af disse skadelige pakker fra markedet. Jeres ærbødige Lars og Lisa Dahlager«.
Hver femte forbruger opgiver at klage, fordi de mangler kvitteringenFå uger efter fik vi et brev fra den produktansvarlige samt, så vidt jeg husker, tre flasker vin. I brevet, der ganske enkelt er en klassiker i min samling, hed det:
» Vedr. emballage til pålægschokolade . Som ophavsmand til ovennævnte idé med Den Røde Baron skal jeg hermed fremkomme med en uforbeholden undskyldning. Det er helt utilgiveligt, at jeg har fejlfortolket en vis lille tegneseriefigurs mange onde dagdrømme om Den Røde Baron som heltedyrkelse. Nu, bagefter, kan jeg godt erindre, at Den Røde Baron var Nusers onde drøm og ofte gennemhullede dennes cockpit under kampene over vestfronten. Han var naturligvis ikke en helt i Nusers øjne.
Tegningen er heller ikke korrekt, idet den viser Den Røde Baron med et par stykker chokolade som vinger, og højderorene mangler også (...)«.
»Jeg vil derfor straks fremkomme med et nyt forslag til teksten på emballagen, som jeg håber kan godkendes:
DEN RØDE BARON 30 stk. lys/mørk pålægschokolade. Lige til at lægge på brødet til din madpakke. Enhver lighed med den berømte tyske flyverhelt fra 1. Verdenskrig er helt utilsigtet. Han fløj f.eks. ikke med to chokoladevinger, men benyttede et Fokker triplan med hele seks vinger. Han lå heller ikke ned, når han fløj. Velbekomme«.
Teksten på Den Røde Baron Pålægschokolade blev kort efter rettet. Ordlyden var dog ikke helt så sarkastisk.
fortsæt med at læse
