H.C. Hansen. Se, dér har du en rigtig arbejder. Ung typograf fra Aarhus, skolet af tænkende arbejdsmænd og beskedne kår, DSU-formand, så parlamentariker, så partisekretær, så minister og siden statsmand. Aldrig for fin til en sang og lidt tobak og forvalter af den socialdemokratiske Stauning-arv om at tage ansvar for samfundsudviklingen og tænke på de trængte.
Det kunne både partikammerater og Dagbladet Politiken blive enige om. Da Hansen døde i 1960, skrev Politiken, at »man mærkede, at H.C. Hansen repræsenterede mere end et parti. Han havde et perspektiv i sit liv, som åbnede sig ud mod hjemmene i det ganske land«. Manden var elite og folk på en og samme tid.
Den går ikke længere.
I dag kan ingen rumme eliten og folket samtidig, uden at den ene side kun fremstår som tom symbolik, som da statsministeren i denne uge lagde et billede på sin facebookprofil af sig selv i gallagevandter med en nyindkøbt chokoladefontæne i baggrunden. Statsmand og slikmund? Nej, det er for tykt. Enten er du elite, eller også er du folk.
