De tunge regnedrenge. Sådan kalder man traditionelt de ansatte i Finansministeriet, for når finansloven skal hænge sammen, og når der skal regnes på samfundsøkonomiske konsekvenser af ny lovgivning, er det Finansministeriets ansatte, der tager det store regneark frem og på den måde får et afgørende argument i forhold til forslag og lovgivning: det økonomiske.
Siden 1924, hvor finansminister C.V. Bramsnæs fik gennemført, at ministeriet skulle føre kontrol med alle statens bevillinger, har ministeriet også sikret kassebeholdningen i forhold til de øvrige ministeriers bevillinger og forbrug.
Det blev begyndelsen på det finansministerium, vi ser i dag – et koordinerende og centralt led i forhold til alle andre ministerier. Noget, vi ville mangle, og som man måtte opfinde, hvis det ikke eksisterede. Der skal selvfølgelig være styr på økonomien.
Men. For der er to men’er. Ministeriet har fået, eller indtaget, en magtposition, hvor det har fået monopollignende status. Til trods for at der som regel skal tages alle mulige forbehold for økonomiske beregninger, og at deres følsomhed kan være stor, er ministeriets tal på papir blevet som De Ti Bud hugget i granit.
Tænketanken Krakas direktør, Peter Mogensen, sagde det så fint i denne avis for en måned siden:
»Det reelle billede er, at Finansministeriet dygtigt har nærmest udryddet al anden intellektuel sparring om, hvor vi som samfund skal hen. (...) Det kommer til udtryk på den måde, at der ikke findes en politiker med sine åndsevner i behold, som i dag sætter spørgsmålstegn ved Finansministeriets beregninger«.
Sådan burde det jo ikke være. Man skal bare hviske ordet Skat, og pilen peger på Finansministeriet – senest udrullet i Kroniken i torsdags, hvor Peter Skærbæk, professor ved Institut for Regnskab og Revision ved CBS, opfordrer til, at man kigger op for at placere ansvaret for skandalen hos dem, der designer statens strategiske reformer (Finansministeriet) i stedet for at se ned på dem, der implementerer makværket.
Hjort ville blive, men Kristian Jensen insisterede på at blive finansministerMere kontant udtrykte Skats tidligere topchef Ole Kjær det i Politiken i september 2015. Han valgte i 2009 at stoppe i protest:
»Skat er sparet sønder og sammen. Det, vi ser nu, er en uundgåelig konsekvens af Finansministeriets konstante angreb på Skats ressourcer – år ud og år ind«.
Det næste ’men’ kommer her. For få dage før Peter Mogensens formulering af sin bekymring om monopol fortalte tidligere departementschef i Socialministeriet Jesper Zwisler i P1-programmet ’Slotsholmen’, at Finansministeriet har mere magt, end man forestiller sig.
Når der forhandles om satspuljemidlerne – den cirka 1 milliard kroner, som er sat af til at forbedre vilkårene for nogle af de svageste grupper i samfundet – er Finansministeriet inde over både rammefordelingen mellem de enkelte ministerier og over, hvilke temaer der skulle forhandles – hvilket er fornuftigt nok, men det stopper ikke der:
»Det undrede mig, at man fra Finansministeriets side også var med inde i det faglige indhold, selv helt ned på de faglige metodenotater – noget af det, der ligger til grund for, hvad det er for en indsats inden for det enkelte tema, der skulle iværksættes. Det skulle godkendes i Finansministeriet«, sagde Jesper Zwisler.
Kristian Jensen: Maersk må selv tage ansvar for deres egen deadlineÉn fra Finansministeriet fulgte forhandlingerne, også i det fortrolige rum med ministeren, og »vi sad og ventede på, at Finansministeriet sagde ja, selv om vi var inden for temaerne, og selv om vi var inden for den økonomiske ramme«.
Faghensyn var sekundære.
Også politikere, der er enige om et forslag og har fundet finansiering, er blevet underkendt af Finansministeriet:
»Finansen har sagt nej«.
Professor Peter Skærbæk efterlyser politikere, der træder i karakter og forholder sig »meget mere kritisk« over for det materiale, de får stillet til rådighed.
Ja, tak. Hvor var de skiftende skatteministre og skatteordførere henne, da sparekniven blev hugget i Skat? Når besparelsespotentialet blev vurderet til at være 30 procent, burde de så ikke i det mindste stille sig selv spørgsmålet: Hvor bliver vi sårbare, hvis vi ruller det ud?
Det er på tide, at fagministre og politikerne tager noget af magten tilbage. Det er fint med et stærkt finansministerium, men Danmark er ikke bare en økonomisk enhed, vi er et samfund. Og nogle gange koster det penge at udvikle et samfund, og nogle gange er der brug for tiltag, som ikke passer ind i ministeriets mantra om regelforenkling, stram styring, effektivisering og digitalisering.
fortsæt med at læse
