Tillad mig at indvie dig i tre meget forskellige scener. Scener, der umiddelbart er meget forskellige og totalt afkoblede fra hinanden, men som også hænger sammen.
Det handler om penge og mennesker. Om skat og moral. Og om at kunne se sig selv i øjnene og dø af sult.
Scene 1: Baltimore i USA
Indtil for nylig så det ud, som om byrådet i den gamle amerikanske industriby Baltimore ville indføre en minimumsløn på 15 dollars i timen (105 kroner). Det ville have glædet mange.
Baltimore er nemlig en af mange amerikanske byer, der i de senere årtier har oplevet en veritabel afindustrialisering. Så ser man bort fra produktionen af whisky og stråhatte – to af byens stoltheder – så udgør lavtlønsjob i serviceøkonomien i dag næsten hvert tredje job i byen (31 procent).
Interview: Vi ved ikke, hvor dybt vi skal synkeOmkring hver fjerde borger i byen lever i fattigdom, mange som såkaldt arbejdende fattige. Ifølge netmediet Vox ville en mindsteløn på 15 dollars have ført til et lønløft for en tredjedel af byens indbyggere.
Men pludselig vendte byens sorte demokratiske borgmester, Catherine Pugh, på en tallerken og nedlagde for tre uger siden veto mod loven om mindsteløn. Det var ellers et af hendes egne valgløfter.
Det lokale erhvervsliv havde truet med enten af fyre folk eller flytte deres produktion, hvis forslaget blev til virkelighed. Og borgmesteren havde allerede bekymringer nok: Byens skolebudget står allerede over for et underskud på 900 millioner kroner, og ifølge økonomiforvaltningen ville indførelsen af en minimumsløn på 15 dollars for kommunalt ansatte betyde, at byens samlede underskud over fire år ville blive forøget med yderligere 810 millioner kroner.
Og så nedlagde Catherine Pugh veto til bestyrtelse for tidligere støtter og fagforeningsfolk.
Men Pugh manglede altså penge. Hun manglede en sammenhæng mellem indtægter og udgifter i en by, der er kendt for sin høje kriminalitet, og som i 2015 oplevede alvorlig raceuro, efter at en ung sort mand, Freddie Gray, døde i politiets varetægt.
Men Baltimore er ikke en undtagelse. Ifølge tal fra september 2016 fra den amerikanske afdeling af Oxfam arbejder 58 millioner amerikanere i lavtlønsjob og tjener under 15 dollars i timen. Faktisk tjener 42 millioner af dem mindre end 12 dollars (84 kroner).
Millioner af disse arbejdere lever under fattigdomsgrænsen. Organisationen Economic Policy Institute skønnede sidste år, at 41 millioner amerikanske arbejdere trækker på offentlig hjælp som kontanthjælp, fødevarekuponer og boligstøtte. Det koster skatteyderne 1.400 milliarder kroner om året.
Scene 2: Yemen, Nigeria...
FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) udsendte før påske en appel om støtte på i alt 31 milliarder kroner til 4 lande, hvor i alt 20 millioner mennesker lige nu trues af sult, krig og tørke: Nigeria, Somalia, Sydsudan og Yemen.
Tragedien i VenezuelaIfølge organisationens talsmand, Babar Baloch, forbereder FN sig på en krise på linje med den i 2011 – den værste i 60 år – hvor en kvart million døde på grund af tørke.
»Hvis der nogensinde har været brug for solidaritet fra det internationale samfund og fra enkeltpersoner, så er det nu«, sagde Baloch til den britiske avis The Independent lige før påske.
På det tidspunkt havde FN modtaget 6,9 milliarder kroner eller omkring en femtedel af det beløb, der er behov for
Scene 3: Skattely i Luxembourg
For få dage siden offentliggjorde græsrodsorganisationen Oxfams amerikanske afdeling en opgørelse over, hvad nogle af USA’s største virksomheder betalte i skat, hvad de havde stående i skattely, og hvor meget de brugte på lobbyarbejde for blandt andet lavere skat. Heraf fremgik det, at:
USA’s 50 største virksomheder havde fra 2009 til 2015 skrabet i alt 11.200 milliarder kroner sammen i 1.751 svært gennemskuelige afdelinger i skattely som Luxembourg, Irland mv.
Disse 50 selskaber brugte ca. 17 milliarder kroner – over dobbelt så meget, som FN har fået til tørken i Afrika – på lobbyvirksomhed over for den amerikanske Kongres eller i snit ca. 321 millioner kroner per medlem. Oxfam skønner, at 2,5 milliarder kroner alene gik til skattelobbyvirksomhed, der til gengæld gav en skattelettelse på 2.950 milliarder kroner – over 3.600 gange mere end det, mindstelønnen ville have kostet det nedslidte Baltimore.
Læs rapporten fra Oxfam her:
Alene USA går hvert år glip af 940 milliarder kroner på grund af skattetænkning. Hvor de føderale myndigheder i 1952 modtog 1 dollar i selskabsskat for hver 3. skattedollar, er andelen nu kun 1 dollar for hver 9. skattedollar. Til gengæld er den andel, de amerikanske skattemyndigheder opkræver fra lønindkomster, vokset.
I dag ejer verdens 8 rigeste personer lige så meget som de fattigste 3,6 milliarder menneske.
Morale
Hvis du lægger de tre scener sammen, får du beretningen om en eksklusiv kreds af stenrige virksomheder, der unddrager sig mest muligt skat. Ikke ved ulovlige aktiviteter, der kan straffes, men typisk ved at udnytte lovlige huller i de internationale skattesystemer, hvis indretning de ganske vist har lobbyet kraftigt for.
Denne form for raffineret skattetænkning forudsætter blot fravær af samfundsansvar hos de implicerede virksomheder og deres ledere og ejere: At de ikke tænker på socialt udtrådte byer som Baltimore, der måtte opgive en mindsteløn på beskedne 105 kroner i timen. At de ikke ser en sammenhæng mellem egne fiflerier og afrikanere, der sulter eller forsøger at komme til Europa. At de ikke føler et ansvar for de politiske rystelser, der lige nu går gennem store dele af Vesten.
Fravær af samfundsansvar er simpelthen det eneste, der skal til. Skål på det.
fortsæt med at læse
