Klumme afMartin Aagaard

International redaktør

En dejlig dag for den danske ambassadør i Indonesien - og en dårlig dag for den syngende cowboy

Lyt til artiklen

En god dag for...

Casper Klynge. Danmarks nuværende ambassadør i Indonesien er blevet udnævnt til kongerigets første ambassadør for teknologi og digitalisering.

I det nye job skal den 43-årige Klynge, der selvfølgelig selv har meddelt nyheden på Twitter, blandt andet skabe gode relationer til teknologigiganter som Apple, Google og Facebook. »Det er afgørende for Danmark, at vi positionerer os bedst muligt i forhold til den hastige teknologiske udvikling i disse år«, skriver udenrigsminister Anders Samuelsen i en pressemeddelelse.

Der er store forventninger til den nye tech-ambassadør, som er blevet stærkt profileret af udenrigsministeren. Med base i Silicon Valley i Californien, hvor mange af de største tech-virksomheder har hovedsæde, er spørgsmålet, om Casper Klynge bliver mest købmand eller diplomat?

Udenrigsministeren har tidligere udtalt, at ambassadøren skal have fokus på begge dele. Det bliver en stor mundfuld for én mand med et lille sekretariat. For mange af tech-giganternes indflydelse er i dag større end selvstændige nationer.

En dårlig dag for...

Rob Quist. Demokraten, der også bliver kaldt den syngende cowboy, fik en ordentlig vælgerlussing, da indbyggerne i staten Montana forleden skulle finde en ny repræsentant til den amerikanske kongres.

Quist tabte ikke bare valget til republikaneren Greg Gianforte, han tabte samtidig til en skandaliseret kandidat, der blot et døgn inden valgdagen blev sigtet for et overfald på en journalist.

Gianforte blev så rasende på en spørgelysten journalist fra avisen The Guardian, at han tog fat om halsen på ham og kastede ham til jorden, mens han råbte »skrid ud herfra«.

Men voldsepisoden var åbenbart ikke nok til at skræmme vælgerne væk fra it-entreprenøren, der har gjort et stort nummer ud af at sammenligne sig selv med Donald Trump som en succesfuld forretningsmand og politisk outsider. Heller ikke, selv om Rob Quist i valgkampen forsøgte at fremstå som en folkelig kontrast til »millionæren« med cowboyhat, guitar og egen valgsang. Og krydrede det hele med historier om dengang, han nøgenbadede i nogle af Montanas bække.

Martin Aagaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her