Klumme afHans Davidsen-Nielsen

Journalist

Jeremy Corbyn har endelig haft en god dag - Belgiens leder trænger til en stille dag eller to

Lyt til artiklen

En god dag for...

Jeremy Corbyn. Labours hårdt prøvede formand har haft det svært, siden han overtog ledelsen af det britiske arbejderparti. Jeremy Corbyn med den ræverøde politik er blevet dømt ude og latterliggjort i en grad, at han næsten burde søge optagelse som det sjette medlem af Monty Python.

Er det ikke slående, som han ligner afdøde Graham Chapman, der spillede hovedrollen i ’Life of Brian’? Men mod alle odds går det fremad for Labour, der i adskillige målinger henter ind på de konservative. Valget 8. juni tegner ikke til at blive den ’walk in the park’, som premierminister Theresa May forventede, da hun udskrev det for at udslette en svag opposition. Nu skændes de konservative indbyrdes og kræver arkitekten bag et upopulært ældreforslag ’skudt ved daggry’.

En dårlig dag for...

Charles Michel. Man kunne godt have undt Belgiens regeringsleder Charles Michel nogle stille dage på kontoret, efter at han lige havde haft besøg af USA’s præsident, Donald Trump. Ifølge lokale presseforlydender beklagede ’The Donald’ sig over de ringe muligheder for at anlægge golfbaner i EU, men komplimenterede dog sin belgiske modpart for landets udsøgte chokolade.

Få dage senere skulle Charles Michel være med til at skyde et motionsløb i gang i Bruxelles’ gader. Desværre for regeringslederen stod han klos op ad prinsesse Astrid, lillesøster til kong Philippe, som arrangørerne havde betroet startpistolen. Først tog Charles Michel knaldet med højt humør, men siden har han måttet aflyse møder og søge lægehjælp for en slem ringetone.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her