Klumme afBo Søndergaard

En dejlig dag for Karsten Ree og en ærgerlig dag for børn

Lyt til artiklen

En god dag for...

Karsten Ree er på mange måder en imponerende mand. Vi ved, at han har været ret god til at tjene penge, og at han har lavet sin egen dyrepark, hvor de fastboende har det vildt godt. Men det viser sig også, at manden er en tilgivelsens mester med en nærmest religiøs evne til at sige: Pyt! Han blev ellers testet, da den tidligere ledelse i Amagerbanken i går blev frifundet for sin rolle i bankens kollaps, der kostede Ree 750 millioner kroner. Men han vil ikke bruge sine kræfter på at jagte de skyldige: »Jeg er blevet for gammel til at bruge min tid på at sidde og være sur«. Det hjælper selvfølgelig, at Ree – som han fortalte for nylig – stadig har et par milliarder kroner liggende i »cash«, men alligevel: Hvis der var flere som Karsten, ville verden være et rarere (og rigere) sted.

En god dag for landets nyforelskede minister og en dårlig dag for Ryanair

En dårlig dag for...

Børn har det ikke for nemt. Der er så meget, de ikke må, så meget, de ikke kan, og så utrolig mange ting, de ikke forstår. For eksempel kan de blive virkelig vrede, hvis de møder uretfærdighed.

Det var nok derfor, en af Politikens læsere for i blækhuset, da hun havde været i Legoland med sin 7-årige fætter og opdaget, at de flinke mennesker i Billund gør forskel på folk. I børnenes hovedstad kan man for 600 kroner per barn købe sig forbi køen ved forlystelserne. »Anstødeligt«, skrev læseren.

Man kunne jo også sige, at Legoland forbereder de små på at blive store. Vi voksne kan jo købe os forbi køen, når vi skal ind i flyveren – eller have en hjerteoperation. Som C.V. Jørgensen synger: »Verden er ond, det ved selv et barn«. Det ved de i hvert fald, når de har været i Legoland.

Bo Søndergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her