En god dag for...
Thomas Andresen. »Jeg aner heller ikke, hvem det er«, har Aabenraas borgmester måttet svare på en stribe af borgermøder og nabohøringer, hvor indbyggerne i den sønderjyske kommune har undret sig over, hvilket firma der ville købe en kæmpemæssig grund ved Kassø, tæt ved en stor transformerstation. »Jeg har først fået at vide, konkret hvem det var, i søndags«, sagde Thomas Andresen mandag på pressemødet, hvor han kunne afsløre, at den amerikanske it-gigant Apple vil bygge et nyt datacenter lige uden for byen. Kernehuset vil koste 6 milliarder kroner, det skal stå færdigt i 2019 og køre på 100 procent vedvarende energi. Byggeriet ventes ifølge Ritzau at skabe cirka 300 jobs og omtrent 50-100 beskæftigede, når datacenteret er i fuld drift.
En dårlig dag for...
Lars Dahl Pedersen. Direktøren i Hospitalsenhed Midt erkendte mandag, at det også er ledelsens ansvar, at der ikke blev fulgt ordentligt op på klagesagerne mod en overlæge på Regionshospital Viborg. Overlægen er mistænkt for sjusk med mammografiundersøgelser, og derfor tilbydes over 3.000 kvinder en ny undersøgelse. Nu vil der blive strammet op i forhold til klagesager, skriver hospitalet i en redegørelse, som dog ikke imponerer formanden for Kræftens Bekæmpelse, Dorte Crüger. Hun så hellere, at hospitalet sørgede for, at patienterne ikke behøver at klage: »Jeg synes, at man med rette godt kunne ønske at vide noget mere om, hvad man gør i forhold til at sikre, at de læger, der fremadrettet arbejder inden for feltet, kan det, de skal kunne«, sagde hun i går til Ritzau.
fortsæt med at læse
En god dag for fiskerne, hvis fangster er rekordhøje - og en dårlig dag for Vestjyllands ulvebestand
-
En god dag for Özlem Cekic, der er gået viralt - og en dårlig dag for venstreorienterede politikeres udseende
-
En god dag for au pairer i Nordsjælland - og en dårlig for en uforstående Martin Henriksen
-
En god dag for Kim Andersen, der blev generalkonsul - og en dårlig for jyske fåreavlere, der har haft ubudne ulvegæster
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























