Foto: Petersen Anne-marie Steen
Klummer

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Signatur: Jeg gider ikke være en bangebuks mere

I Saudi-Arabien kæmper kvinderne for retten til at køre bil. I Danmark lader vi helt frivilligt vores mænd køre os rundt. Hvorfor?

Klummer

Jeg nåede det! På et hængende hår fik jeg taget hul på mit nye liv som bilist kun to dage inden min 40-års fødselsdag. Jeg havde nemlig hverken som mål at komme i topform, begynde at ryge eller lære italiensk inden det skarpe hjørne. Næh, det, jeg har skammet mig mest over, fundet mindst foreneligt med min person og været mest generet af, er mit dybt neurotiske forhold til det at køre bil.

Sådan har rigtig mange kvinder det. Det er skamfuldt ikke at køre bil. Men hele vejen rundt i min omgangskreds er der kvinder, der ikke kører bil. Højtuddannede, selvstændige kvinder. Kvinder, der er nogens chef, bestyrer millionbudgetter eller helt roligt styrer en børneflok på fem. Men altså ikke så gerne kører bil.

Og selv de kvinder, der kører bil, lader fire ud af fem gange deres mand køre, hvis begge er i bilen. Hvorfor? Det er da et underligt gammeldags fænomen her i vores ligestillede smørklatland. Rådet for Sikker Trafik melder, at dødsulykker i trafikken har en heftig overrepræsentation af mænd, ligesom de fleste, der får en fartbøde, også er mænd.

Det har længe været kendt, at unge mænd betaler mest for bilforsikring. Simpelthen fordi de kører hasarderet. Vi kvinder har altså statistikken på vores side: Vi er de mest ufarlige i trafikken. Alligevel er vi vildt mange kvinder, der ikke kører bil. Selvfølgelig især i de store byer, hvor vi kan komme rundt med bus, metro og cykel i stedet. Nød lærer som bekendt selskabelig kvinde at køre bil (ude på landet).

Som mange andre ikkekørende kvinder har jeg skam et kørekort. Det blev erhvervet for hele 20 år siden, men er kun sjældent brugt siden

Som mange andre ikkekørende kvinder har jeg skam et kørekort. Det blev erhvervet for hele 20 år siden, men er kun sjældent brugt siden. Højst til at fragte fulde kærester hjem ad små ufarlige sommerhusveje. Jeg fik simpelthen aldrig rutinen og blev i stedet den evige passager. Sidste sommer tog jeg endda et par køretimer hos en meget pædagogisk kørelærer ved navn Frank. For ligesom at få en professionel mands ord for, at jeg godt kunne køre.

»I er så søde, I kvinder«, sagde han. »Hvis en mand ikke har kørt nogle år, sætter han sig bare bag rettet, når han vil i gang igen. Men kvinder, I vil have genoprettelsestimer og få lov til at køre igen«, sagde han. Efter to køretimer sagde han, at han ikke gad tage mine penge for at lære mig noget, jeg kunne ganske glimrende. Så gik jeg stolt derfra. Og ventede et år mere med at køre næste gang.

»Hvad fanden er du bange for?«, sagde min erfarne bilistveninde i søndags, da jeg helt stolt og svedig havde kørt i bil, HELT ALENE, ud til hendes bopæl 10 kilometer væk og forventede en form for medalje eller skåltale. Hun var irriteret på mig og alle de andre veninder, der ser det som en stor ting at køre bil. For hende, og sikkert en hel del kvinder i provinsen, er bilen en forlængelse af kroppen. Hun tænker ikke mere over at køre end over at gå. Jeg er så misundelig.

Jeg er dødsensangst for at blive skældt ud af -mænd i trafikken, der dytter og råber og rækker fuckfinger og synes, jeg er en idiot

Så hvad er jeg bange for? Jeg er selvfølgelig bange for at slå nogen ihjel i trafikken. Men jeg kører faktisk helt søndagsbilist roligt, følger vejens forløb og skilt-anvisningen og har aldrig fået så meget som en parkeringsbøde. Mit kørekort har ligget trygt, uden klip, i pungen i alle årene og bliver mest brugt som identifikation på posthuset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Næh, det, jeg er allermest bange for ved at køre bil, det er faktisk mænd. Vrede mænd. Jeg er dødsensangst for at blive skældt ud af road raging-mænd i trafikken, der dytter og råber og rækker fuckfinger og synes, jeg er en idiot. Det har jeg prøvet flere gange, når jeg fumler med koblingspunktet, eller den ene gang jeg gik i stå på en færgerampe op ad bakke.

Faktisk kan jeg ikke forestille mig noget mere ubehageligt end den måde, mange mænd får afløb for deres aggressioner på i trafikken. Jeg ser dem overalt. Råbe og skrige ad hinanden og ikke mindst ad os usikre bilister. Lur mig, om ikke det er en af årsagerne til, at så mange ellers selvstændige kvinder lader deres mænd køre i stedet for selv at tage styringen.

Den første danske kvinde, der tog kørekort, gjorde det så tidligt som i 1912. Her i sommeren 2017 udgav saudiarabiske Manal al-Sharif bogen ’Daring to drive’ om sine landskvinders kamp for at få lov til at køre bil. Få lov, ja. For al-Sharif er det den ultimative undertrykkelse, at kvinder i Saudi-Arabien berøves deres bevægelsesfrihed ved altid at skulle køres af en mand. Det sætter tingene lidt i perspektiv, ikke?

Måske skal vi danske kvinder sendes ned at tage genopdragelsestimer i Saudi-Arabien. Neurosen stopper nu!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce