Klumme afKirsten Nilsson

Journalist

En god dag for Svend Brinkmann - og en dårlig dag for 500-euro sedlen

Lyt til artiklen

En god dag for...

Svend Brinkmann. Ikke en dag i dansk dagspresse uden psykologiprofessoren. Det gør vi vores til her, og det gjorde den liberale blogger Eva Selsing sit til i Berlingske i går. Overskriften ’Derfor er Svend Brinkmann så populær hos damerne’ skal nok have fået mange til at klikke, måske i håb om, at der her gemte sig slibrige detaljer. Det gjorde der for så vidt også. Selsing afslørede nemlig, at Brinkmann får alle damer (ja, og herrer) til at dåne, fordi han i virkeligheden taler om gode gamle borgerlige dyder som mådehold, selvkontrol og at yde, før man nyder. Og når alle »centrum-venstre-mennesker« alligevel synes, at alt, hvad Brinkmann siger, er rigtigt, skyldes det, at budskabet er pakket ind i hans bekymring for miljøet. Tag den, centrum-venstre-mennesker.

En dårlig dag for...

500-euro sedlen. Det vides ikke, om gerningsmanden er en bankrøver med en ondsindet tarmbakterie, en finansekspert på kålkur eller et mislykket forsøg på hvidvask. Men den schweiziske anklagemyndighed har indledt en efterforskning, efter at bunker af 500-euro sedler flere gange har tilstoppet toiletterne ved en bank i Genève. Ifølge Bloomberg.com er det titusinder af euro, som er forsøgt skyllet ud i toilettet under UBS Group AG. De første sedler blev fundet på et toilet tæt ved bankboksene, og få dage senere dukkede flere sedler op på toiletter på tre restauranter i nærheden, nogle af sedlerne var forsøgt klippet i stykker. Sagen har allerede været omkostningsfuld, da det har været dyrt at rense afløbene. »Money down the drain«, som Bloomberg bemærker.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her