En god dag for...
Ristede pølser. Hvordan kan et flammehav og en udbrændt pølsevogn dog ende som en god dag for ketchuprestauratøren Brian Larsen i Gentofte i den pelsklædte del af hovedstaden? Det kan det, fordi den meget populære ’Bennys Pølsevogn’ – etableret af Benny Larsen, Brians far, på Brogårdsvej ved Gentofte Station i 1966 – først for et år siden blev forsikret på forskellig vis efter en stribe indbrud.
Derfor vil pølsevognen genopstå af ruinerne i løbet af et par uger, lovede Brian Larsen Ekstra Bladet, da avisen traf ham på brandtomten. Her kunne andengenerations pølseristeren også fortælle, at stamkunderne var chokerede over nyheden og omgående havde sat en indsamling til en ny vogn i gang. Men B. Larsen vil hellere have, at de kommer forbi og køber en pølse eller to.
En dårlig dag for...
Gråsten Avis. En fremtrædende kvinde på en historisk gård i Rinkenæs i Sønderjylland dør, 97 år. Næppe nogen sensation i den alder, kan man sige, men dog en hændelse, der skal markeres. Mener afdødes datter og svigersøn, som derfor skriver et mindeord til Gråsten Avis. Herligt, tænker Gråsten-redaktøren, som tager teksten og pepper den lidt op med nogle ekstra tillægsord og superlativer. Og anfører sig selv som stolt forfatter til værket. Det er lige stærkt nok, synes datteren, som klager til det bidske vogterorgan, Pressenævnet – der også mener, at den kreative redaktør er gået noget over stregen. Nævnet pålægger derfor redaktøren at trykke Nævnets kritik af fremgangsmåden. Gad vide om Nævnet hermed har dræbt en lovende forfatterkarriere.
fortsæt med at læse
En god dag for en levende Kong Harald - og en dårlig dag for Pave Frans
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























