Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Læsernes Redaktør: Fællessang med centrum-venstre gav mislyd på redaktionen

Kampagnen ’Hvorhen, centrum-venstre?’ vækker bekymring på de indre linjer. Journalister advarer ledelsen mod morgensang og omklamring.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Morgensang er slået an på Politikens redaktion. Christian Jensen tog skikken med sig, da han sidste år tiltrådte som chefredaktør, og nu synger vi gerne, når der med jævne mellemrum er fællesmøder for redaktionen. Det får det til at glide lidt nemmere, at chefredaktøren har en prisværdig realistisk holdning til egne sangevner – det klarer vi ved at slukke for hans mikrofon, så snart sangen begynder.

Forleden var der en anden slags fællessang, vel at mærke en helt frivillig af slagsen: Vi kårede vinderen af konkurrencen om en ny slagsang for centrum-venstre, og kulturredaktøren inviterede redaktionen til at komme og synge med.

På redaktionen havde der allerede været ytret bekymring over avisens igangværende kampagne, der efterlyser progressive idéer. Men da invitationen til fællessang dukkede op, blev det for meget for endnu flere. Det er muligt, at man tropper op og synger for sjov – men hvordan vil det ikke se ud, hvis der ligger et filmklip på nettet, hvor Politikens journalister skråler sange til fordel for en bestemt politisk anskuelse?

Hvordan vil det ikke se ud, hvis der ligger et filmklip på nettet, hvor Politikens journalister skråler sange til fordel for en bestemt politisk anskuelse?

Det er det klassiske problem: At avisen på samme tid skal have holdninger og levere fair, kritisk og uafhængig kvalitetsjournalistik. Eller for at sige det på engelsk, som branchen holder så meget af at gøre: Vi skal adskille news og views. Vi må ikke med rette kunne blive mistænkt for at have en skjult dagsorden i vores nyhedsformidling.

Journalist Hans Drachmann åbnede for debatten allerede ved kampagnens begyndelse: »Jeg synes ikke, det er avisens opgave at engagere sig i en direkte politikformulering med tilhørende slagsange for nogle bestemte partier. Og når temaet bliver så massivt, at man som læser nærmest bliver indrulleret i et politisk fællesskab med sin avis og nogle bestemte politiske partier, så synes jeg, at det begynder at blive lidt indeklemt. Jeg får som læser en lille smule åndenød og valgte derfor at gå ud i det fri i stedet. Det tror jeg, der er risiko for, at mange af vores læsere vil gøre, uanset hvor de står politisk«, skrev han i en intern debat.

Senere – da invitationen til den noget alternative morgensang kom – blev tonen skarpere. Journalist Jakob Sorgenfri Kjær skrev:

»I stedet for at opfordre til at stille op burde ledelsen have opfordret alle redaktionelle medarbejdere til at holde sig langt væk fra denne ’gimmick’, fordi politiske tilkendegivelser i fuld offentlighed naturligvis er helt uforenelige med avisens journalistiske uafhængighed af partier og ideologier«.

Journalist Morten Skjoldager advarede derefter om, at avisen kan blive opfattet som en politisk tænketank, og jorunalist Anders Legarth Schmidt påpegede, at »jeg kan ikke stå den ene dag og synge en slagsang for en bestemt politisk orientering og næste dag lave et kritisk interview med en politiker fra et borgerligt parti«, mens journalist Per Thiemann mente, at »kampagnen får et skær af, at vi på forhånd har taget stilling – ikke kun i views-delen, men også i news-delen«.

Jeg kan ikke stå den ene dag og synge en slagsang for en bestemt politisk orientering og næste dag lave et kritisk interview med en politiker fra et borgerligt parti

Det er nok usædvanligt på en arbejdsplads, at medarbejdere kritiserer ledelsen så direkte, men det sker hyppigt på Politiken. Højest gik bølgerne nok, da Tøger Seidenfaden i 2010 undskyldte, at vi havde bragt Muhammedtegningerne, over for en advokat, der repræsenterede 94.923 efterkommere af profeten.

38 medarbejdere gjorde i et læserbrev klart, at chefredaktøren måtte være blevet ramt af akut knald i låget. Læserbrevet blev omgående trykt – det kunne Tøger ikke drømme om at standse.

Annonce

Det glæder mig, at chefredaktør Christian Jensen efter alt at dømme også kan tåle tonen fra værkstedsgulvet:

»Jeg synes, det er alle tiders, at vi diskuterer kampagnen, og jeg lytter bestemt til kritikken. Selvfølgelig skal vi tænke os om: Debat og journalistik skal være skarpt adskilt. Det mener jeg nu også har været tilfældet – at det er lykkedes os at gå på to ben. Hvad angår sangkonkurrencen, er den en gimmick. Der ville være et problem, hvis vi selv havde forfattet en sang – men her er det en inddragelse af læserne«, siger Christian Jensen.

Selv har jeg fulgt kampagnen tæt, og jeg mener også, det er lykkedes at finde balancen, så den journalistiske dækning ikke er blevet kompromitteret af, at avisens holdningshjerte banker så uendelig varmt for centrum-venstre. Jeg deler derimod fuldt ud journalisternes bekymring, og selv om invitationen tydeligvis var sendt ud med meget stort glimt i øjet, kunne jeg ikke drømme om at møde op til fælles slagsang.

Dertil er den journalistiske troværdighed alt for skrøbelig en størrelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden