En god dag for...
Aleksej Navalnyj, 41 og russisk oppositionsleder, blev i går løsladt fra fængslet efter en dom på 20 dage. »Hej. Jeg er ude«, skrev han straks på Instagram til sine tilhængere og drog derefter til byen Astrakhan ved Det Kaspiske Hav for at demonstrere. En lovlig demonstration, vel at mærke. Man må antage, at fængslerne i Moskva snart monterer svingdøre. Alene i år er Navalnyj, der også vil stille op ved næste års præsidentvalg, idømt straffe på henholdsvis 15, 25 og 20 dage. Den stridbare korruptionsbekæmper har også meddelt, at han i de 20 dage bag tremmer læste 20 bøger, lærte nogle ord på kirgisisk og drak 80 liter te. Han har virkelig fået rutine.
En dårlig dag for...
Robert Mugabe, 93 og præsident i Zimbabwe, har mistet den ærefulde titel som goodwillambassadør for FN’s sundhedsorganisation, WHO, blot en uge efter sin udnævnelse. Ikke bare er Mugabe en forbenet og halvsenil diktator, men Zimbabwes sundhedssystem er nærmest brudt sammen under hans mere end 30 år gamle styre. Så kritikken haglede ned over WHO’s ret nye generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, da han gav Mugabe titlen. Tedros har nu ’reflekteret’ over de kritiske bemærkninger fra bl.a. den britiske og canadiske regering samt diverse ngo’er. Så i går meddelte WHO-chefen på Twitter, at udnævnelsen af Mugabe er annulleret. Tak.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























