En god dag for...
Kørestolsbrugere i Viborg. For mens landspolitikerne har diskuteret, hvor store krav der skal være til tilgængelighed til almindelige forretninger og restauranter, har Viborg gjort byens historiske bykerne mere tilgængelig for ældre, forældre med barnevogne og personer med handikap. Trapper er blevet til ramper, brosten er udskiftet med fliser, og der er opsat diskrete skilte, så det er nemmere at finde rundt. Målet har været, at ændringerne ikke kan ses, så »kulturarvens værdier« bevares, som TV Midtvest udtrykker det. Projektet, der har kostet over 20 millioner kroner, er så overbevisende, at Viborg kandiderer til at vinde prisen som Europas mest tilgængelige by, Access City Award 2018, der uddeles af EU-Kommissionen.
En dårlig dag for...
Birger Hauge. Formanden for Venstre i Stevns vil nu gøre noget »dramatisk«. Intet mindre. Meldingen skyldes, at kun en sjettedel af de opstillede på partiets liste til kommunalvalget er kvinder. »Noget skal der gøres, for ellers bliver det de gamle mænds råd«, siger formanden til TV 2 Øst. På landsplan er det mindre end hver tredje opstillede til kommunalvalget, der er kvinde, men det siges at være den største andel nogensinde. Venstreformanden i Stevns forklarer, at han, hvis han skal være »fuldstændig ærlig«, ikke ved, præcis hvad der skal gøres for at ændre på det, og så beklager han også, at der mangler unge på listen: »Vores aldersfordeling er bedre, men også skæv, så vi kan sætte en slutdato på vælgerforeningens liv, hvis vi ikke gør noget dramatisk ved det«.
fortsæt med at læse
En god dag for politiet og en dårlig dag for idiotiske fodboldfans
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























