Klumme afAmalie Kestler

Chefredaktør

En god dag for frihedsrettighederne - og en dårlig dag for topchefen i Danske Bank

Lyt til artiklen

En god dag for...

Frihedsrettighederne. For at en ret skal give mening, må den indimellem ramme en grænse. Ellers kan dristige sjæle strække dens ord i strid med dens ånd og bruge den som automatsanktion for al mulig og umulig opførsel. Det skete, da bystyret i Amsterdam modtog et sagsanlæg, efter at det på grund af trafik- og naboforstyrrelser forbød såkaldte beer bikes, hvor kunder drikker sig fra sans og samling, mens de tramper i pedalerne gennem byen. Udbyderne trak nemlig en rettighed i automaten og lagde sag an med påstand om, at forbuddet mod den hjulende druk krænkede frihedsrettighederne. Den gik dog ikke. Både BT og The Guardian fortæller, at retten nu har givet bystyret medhold. De tørstigt trampende må slå bagdelen i i stillestående sæde.

En dårlig dag for...

Thomas Borgen. Danske Banks topchef, Thomas Borgen, har tidligere erklæret, at »ingenting tyder på«, at ansatte i bankens estiske filial har kendt til, at banken blev misbrugt til hvidvask af store pengebeløb. Den påstand så noget fåret ud, efter at Berlingske i går kunne dokumentere, at den estiske filial tværtimod efter alt at dømme ligefrem har hjulpet mistænkelige kunder med at skjule sig for myndighederne – og dermed brudt hvidvaskningsreglerne. Tingene har åbenbart ikke kørt helt så snorlige i Baltikum, som Borgen har givet indtryk af. Nyheden fik flere ordførere på Christiansborg til at kritisere banken i heftige vendinger. Thomas Borgen? Han havde ingen kommentarer til brevet og mente ikke, der var nyt i sagen. Sagen er nemlig allerede håndteret, siger han.

Amalie Kestler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her